Svineproducenterne er kommet i strid modvind, efter at DR Nyheder mandag skildrede forholdene i de danske svinestalde, hvor der fødes flere pattegrise end noget andet sted i verden. Flere politikere ønsker at justits- og fødevareministeren griber ind.
TV Avisen skildrede, hvordan avlerne frembringer kuld på op til 24 pattegrise, selv om en so kun har 12-14 patter. Mange pattegrise er så små og skravlede, at de aflives. Det betyder, at ni millioner pattegrise hvert år dør, før de bliver fire uger gamle.
Kuld, der overstiger antallet af soens patter, flyttes til såkaldte ammesøer, der stadig har mælk i patterne, efter at dens egne grise er blevet taget fra den. Og søerne må så tage en ekstra tørn på betongulvet i den smalle boks.
Direktøren for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, kritiserede i udsendelsen svineavlerne, som hun mener ikke alene opfører sig uetisk, men også i strid med de anbefalinger, som EU's ekspertpanel på området anbefaler. Nemlig kun en kuldstørrelse, der svarer til soens patter.
Formanden for Fokus, Christian H. Hansen, opfordrer fødevareminister Henrik Høegh (V) til at forbyde ammesøer. Han mener, at det er absurd at tvinge produktionen op på et grotesk og unaturligt niveau.
- De eksisterende produktionsmetoder har allerede vist, at profit går forud for etik, siger Christian H. Hansen.
Også Enhedslistens ordfører for dyrevelfærd, Per Clausen, mener, at der bør gribes ind over for den grove behandling af både søer og smågrise.
Han har indkaldt justitsminister Brian Mikkelsen (K) i samråd i Folketingets fødevareudvalg for at høre, hvad ministeren vil gøre for at stramme op på lovgivning, regler og kontrol, så dødeligheden blandt smågrisene og kuldstørrelsen reduceres.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned