Ida Auken blev mødt med øredøvende klapsalver, der var en rockstjerne værdige, da hun mandag indtog Miljøministeriet på Højbro Plads i København som SF's første miljøminister.
Og departementschef Marianne Thyrring slog tonen an, da hun hilste Karen Ellemanns (V) efterfølger med ordene: - Jeg tror, du har de bedste forudsætninger for at blive en meget, meget stærk miljøminister.
Det vil også kræve politisk styrke at klare de umiddelbare opgaver: At forberede Danmarks EU-formandskab fra nytår og at få omsat de forsinkede 23 vandplaner og 246 naturplaner til dansk lov, efter at der er kommet over 5000 høringssvar.
33-årige Ida Aukens morbror, afdøde Svend Auken (S), måtte efter valgnederlaget i 2001 aflevere ministeriets nøgler til Venstre. Men han ville have været pavestolt, hvis han i dag kunne se "det grønneste regeringsgrundlag nogensinde", mente Ida Auken.
- Svend fortalte mig, at der er et kæmpepotentiale i dette ministeriums medarbejdere. Jeg håber, I igen de næste mange år får fornemmelsen af, at miljø - det er fremtiden, sagde hun.
- Vi har sat os nogle ambitiøse målsætninger på miljøområdet: Hvordan sikrer vi rent vand og ren luft i Danmark, og hvordan får vi kemikalierne ud af vores hverdag, sagde den ny miljøminister.
Ida Auken afviser landmændenes frygt for indgreb over for kvælstof og sprøjtegifte:
- Vi vil rigtig gerne i dialog med dem. Mange landmænd med store bedrifter er helt klar over, at de skal ikke behandles anderledes end al mulig anden industri, sagde hun.
- De skal heller ikke have alle mulige mærkelige regler, som anden industri ikke har. Men vi skal se på, hvad der kommer ud i den anden ende, og hvad naturen kan tåle, sagde Ida Auken.
En hurtigtarbejdende natur- og landbrugskommission skal snarest komme med forslag til, hvordan landbruget kan udvikle sig i samklang med klima og miljø.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned