Indvandreres syn på ligestilling vækker politisk bekymring
Ny undersøgelse konkluderer, at det største mindretal, der taler imod ligestilling og har mandsdominerede holdninger, findes hos mænd med ikkevestlig baggrund. Det bekymrer ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V). (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Cirka hver femte ikkevestlige indvandrer har holdninger, der går imod ligestilling, viser ny undersøgelse.
Homoseksualitet bør ikke være accepteret af samfundet. Kvinder, der går udfordrende klædt, er selv skyld i seksuelle overgreb. Og en mand bør forsvare sit omdømme med magt om nødvendigt.
Sådan lyder svarene fra cirka hver femte ikkevestlige indvandrer i en ny undersøgelse om ligestilling og maskulinitet.
Undersøgelsen er udarbejdet af Als Research for Ligestillingsafdelingen under Udenrigsministeriet. 4423 mænd og kvinder i alderen 18-64 har deltaget i undersøgelsen.
Mandlige indvandrere og efterkommere med ikkevestlig oprindelse har været den primære målgruppe med 2324 respondenter.
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) er bekymret over undersøgelsens resultater.
- Jeg synes, at det her er helt uacceptabelt. Derfor er spørgsmålet nu, hvordan vi skal få en dialog i gang med den her gruppe af etniske mænd.
- Det er vigtigt, at vi finder ud af, hvordan vi kan skabe en holdningsændring, så vi også får dem til at acceptere grundlæggende værdier i det danske samfund, siger hun til Ritzau.
Det er Eva Kjer Hansen, som har bedt om undersøgelsen. Hun vil nu drøfte problemet med politiske kolleger og fagfolk.
Socialdemokratiet deler ministerens bekymring.
- Det er meget bekymrende og foruroligende, at der er så stort et mindretal, som har de holdninger. Det viser, at der er et stort stykke arbejde, der skal gøres, siger ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) til Ritzau.
Undersøgelsen konkluderer, at det største mindretal, der taler imod ligestilling og har mandsdominerede holdninger, findes hos mænd med ikkevestlig baggrund.
I den gruppe mener 22 procent, at homoseksualitet ikke bør være accepteret af samfundet. 49 procent mener, at det bør være accepteret.
17 procent er helt eller overvejende enige i, at kvinder, der går udfordrende klædt, selv er skyld i, hvis de udsættes for seksuelle overgreb.
Både Eva Kjer Hansen og Rasmus Horn Langhoff fremhæver også positive tendenser i undersøgelsen. Heriblandt at halvdelen af de ikkevestlige mænd konsekvent giver udtryk for ligestillingsorienterede holdninger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned