Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og Folketinget kan alligevel se frem til at modtage et høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder (IMR) om den nye udlændingelov.
I første omgang afviste IMR ellers at afgive et høringssvar, fordi det mente, at svarfristen var alt for kort, men efter at integrationsministeren har forsikret, at svaret vil blive "studeret nøje", har IMR ombestemt sig.
- Det er klart, at når ministeren forsikrer os, at vores høringssvar bliver studeret, vil vi også sætte alle sejl ind på at leve op til vores del af ansvaret, siger direktør i IMR Jonas Christoffersen til Ritzau og fortsætter:
- Udlændingeaftalen indeholder meget væsentlige ændringer med betydelige menneskeretslige konsekvenser, og det vil vi selvfølgelig gerne belyse.
Førstebehandlingen af udlændingeloven fandt sted den 19. april, og dermed når IMR's svar først at blive sendt inden andenbehandlingen den 20. maj.
Dermed er tidsfristen stadig meget kort, mener IMR, og direktør Jonas Christoffersen understreger da også, at instituttet derfor ikke når at levere et komplet høringssvar.
- Vi vil vælge de mest presserende forslag i udlændingeaftalen, herunder spørgsmålet om ændringerne for reglerne vedrørende tidsubegrænset ophold, siger han.
Med det nye svar er det ikke kun IMR, der har ombestemt sig, det lader det også til, at Birthe Rønne Hornbech har. Hun har nemlig tidligere fortalt til Ritzau, at IMR's svar ikke ville rokke ved lovforslaget.
- Institut for Menneskerettigheder afgiver politiske svar. Vi læser alle svar, men politiske svar kan ikke ændre vores politik, for den er fastlagt ved en aftale, sagde Birthe Rønn Hornbech.
Der er endnu ikke fastsat en endelig dato for, hvornår høringssvaret afleveres, oplyser IMR.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned