Jens Rohde advarer Thorning mod EU-skat

Det koster dyrt i danske job og private pensioner, hvis regeringen ikke går imod en europæisk skat på værdipapirhandel. Skatten skal være global - ellers bør statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afvise forslaget fra den franske præsident, Sarkozy.

Sådan siger Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde til, at regeringen ifølge Thorning "ingen ideologiske problemer" har ved transaktionsskatten, som forhandles i EU's Ministerråd.

- Så trækker man risikovillig kapital ud af euro-området. Det er meget let, da alle større banker har søsterselskaber udenfor EU. Hvis skatten ikke bliver global, skaber man "save havens" (finansielle frihavne), siger Jens Rohde og fortsætter:

- Jeg vil hejse et dansk advarselsflag: Det kommer til at koste danske arbejdspladser, og det vil koste de danske pensionsopsparere penge.

Jens Rohde påpeger, at Thorning i oktober sagde helt utvetydigt efter et møde i Folketingets Europaudvalg, at transaktionsskatten skal være global, så den omfatter alle lande. Ifølge regeringsgrundlaget skal skatten også gælde lande som Kina og USA.

Forslaget om en europæisk særskat stammer fra Sarkozy, der ifølge Rohde får støtte af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som betaling for hans opbakning til finanspagten for eurolandene.

Spørgsmål: Skal en transaktionsskat være global, fordi investorer ikke skal flytte kapital til f.eks. Cayman Islands?

- Det er i hvert fald håbløst, hvis USA og briterne ikke er med. Det er ikke den rigtige medicin for Europa. Vi har bedt bankerne om at konsolidere sig. Vi stiller meget store krav til deres robusthed, siger Jens Rohde.

En europæisk særskat sender ikke kapital til City of London, men til alle andre finansmarkeder, fordi investorer kan flytte penge pr. computer, siger han.

/ritzau/

Thorning bør gå imod en europæisk kapitalskat som koster job, siger Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde.

Offentliggjort Sidst opdateret