Johanne: Regeringen glemmer irakere
Der er klare forbedringer i regeringens udspil til nye regler for afviste asylansøgere, mener Enhedslisten.
Men det er dybt problematisk, at de irakere, der i første omgang var årsagen til de nye regler, ikke ser ud til at blive omfattet, mener partiets politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.
- Det er et problem, fordi det netop er den gruppe, der sidder i årevis i centrene. Vi ved, at mange af dem bliver alvorligt syge. Vores asylsystem skal bygge mennesker op - ikke bryde dem ned, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.
Irakerne, der har siddet i årevis i asylcentre, var selve baggrunden for, at regeringspartierne og Enhedslisten i sin tid kom med kravet om mulighed for udflytning efter seks måneder, påpeger hun.
- Blandt de afviste, der ikke kan udsendes, er familier med børn. Det er veldokumenteret, at børnene tager alvorlig skade af de årelange ophold i centrene, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
- For Enhedslisten er det afgørende at de børn kommer ud af centrene, så de kan leve en bare nogenlunde normal tilværelse. En barndom skal ikke tilbringes i et asylcenter, tilføjer hun.
Enhedslisten noterer, at regeringen lægger op til, at børnefamilier "i helt særlige tilfælde" kan undtages fra kravet om at skrive under på deres egen udsendelse.
- Vi vil under de kommende forhandlinger kæmpe for, at det ikke kun gælder i nogle få særlige tilfælde, men at det bliver udgangspunktet, når der er børn involveret, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned