Skattelettelser er et centralt krav for de Konservative, men øverst på partiets ønskeliste står en sænkning af iværksætterskatten.
Det siger De Konservatives økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen, ved partiets sommergruppemøde i Hillerød.
- Nu tager vi det i etaper. Først skal vi finde de fem milliarder kroner fra pensionskasserne til de små og mellemstore virksomheder, siger han.
Ved Venstres nylige sommergruppemøde i Hirtshals foreslog finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) at finde fem milliarder kroner hos pensionskasserne, som Brian Mikkelsen forhandler med.
- Derefter skal vi kigge på en lempelse af iværksætterskatten. Det har jeg en dialog med skatteministeren om, og lad os så se, om vi ikke finder et resultat, siger Brian Mikkelsen om forhandlingerne med skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
- Næste skridt er så selskabsskatten, men det skal jo finansieres, siger Brian Mikkelsen med henvisning til, at det koster godt én milliard kroner for hvert procentpoint, selskabsskatten sænkes fra 25 procent.
Politisk er De Konservative presset af Liberal Alliance (LA), som går frem i meningsmålingerne, mens liste C taber terræn. I forhandlingerne om finansloven vil LA fjerne iværksætter- samt multimedieskatterne, mens selskabsskatten skal sænkes. Det afviser regeringens faste støtte, Dansk Folkeparti, med udsigt til et offentligt underskud over 50 milliarder kroner næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned