Kandidat afviser: - Jeg er ikke en babe

 

Rikke Skuldbøl, der stiller op til kommunalvalget i Guldborgsund Kommune for Det Radikale Venstre, har virkelig lagt sig i selen for at overtage byrådstaburetten efter Jens Pedersen, som ikke genopstiller.

Hun har valgt et stemningsfuldt og sensuelt privatbillede fra i sommers som illustration til en del af sin valgkampagne.
– Set i bakspejlet kan jeg godt se, at der for meget ”babe” over billedet.

Rikke Skuldbøl funderer lidt over sit svar på hvorfor valget faldt på det sensuelle feriebillede. Vi sidder på hendes nydelige og ikke særligt sensuelle kontor på biblioteket i Nykøbing. Her er hun ledende børnebibliotekar for de seks børnebiblioteker i Guldborgsund Kommune. 
- I dag ville jeg nok have valgt et andet billede, bliver hendes konklusion efter en tænkepause.
– Jeg syntes bare det var så godt, tilføjer hun.

Hun fortæller, at hun var på ferie i Tyrkiet i sommers med sine to børn, da hun blev kontaktet af en lokal fotograf, som ville tage nogle billeder af hende.
– Fotografen brugte tre timer på os og tog flere hundrede billeder, både af børnene og mig, fortæller Rikke Skuldbøl, som købte en cd med billederne af fotografen.
– Billedet til valgplakaten var ellers taget, men jeg syntes mit feriebillede var bedre. Men der er flere af mine venner, som har gjort mig opmærksom på, at billedet måske signalerer noget andet end det jeg står for. Jeg vil meget nødigt fremstå som blondine uden indhold i hovedet, siger den veluddannede kvinde.
Rikke Skuldbøl er dog ikke den eneste, som har valgt et utraditionelt billede til sin valgplakat.
De fleste valgplakater ligner ellers sig selv. En mandlig kandidat passende påklædt kigger ned til os, når vi kører forbi i bil. De kvindelige kandidater har sørget for, at håret sidder pænt. Billeder til valgplakater er som hovedregel ikke billeder, der er meget spræl i.
Nogle få kandidater har dog valgt utraditionelt. Det gælder blandt andre Nyt Guldborgsunds John Brædder, som med et nyt look, der kunne minde om en ”make-over” og rummelige hænder appellerer til et kryds på stemmesedlen. Venstremanden Torben Matthiesen storsmiler på sin valgplakat, trods ild i håret. Hår-branden er ledsaget af valgsproget ”Flere ildsjæle til Guldborgsund”.
 
 
 

Den radikale Rikke Skuldbøl har virkelig lagt sig i selen for at overtage byrådstaburetten efter Jens Pedersen, som ikke genopstiller.

Offentliggjort Sidst opdateret