Kandidater til kommunalvalg vil have kortere skoledage
Ifølge flere kommunalpolitikere bør skoledagene kortes ned for landets folkeskoleelever. Folkeskolereformen får eleverne til at bruge for meget tid i skolen, lyder det. Foto: Free/Colourbox/arkiv
Free/Colourbox, arkivfoto
Elever har for lange skoledage. Det mener flere kandidater ifølge en rundspørge foretaget af Ritzau.
Flere timer i skolen, mere varieret undervisning og lektiehjælp. Det er essensen af folkeskolereformen, der skal gøre landets elever dygtigere.
Men spørger man kommende kommunalpolitikker, har folkeskolereformen i sine tre leveår skabt alt for lange skoledage.
Det viser en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt kandidater i alle kommuner landet over. Rundspørgen er sendt ud til 8559 kandidater. 3795 har svaret på spørgsmålet om, hvorvidt skoledagene er for lange.
Dermed er den ikke repræsentativ, men den giver et billede af holdningerne hos de kandidater, der har svaret.
2608 kandidater, svarende til 69 procent i rundspørgen, mener, at landets elever er for lang tid i skole.
En af dem er byrådskandidat for De Konservative i Rudersdal Kommune, Karen Schousboe.
- Det er en kollektiv eftersidning, som vi har givet vores børn med de lange skoledage. Jeg vil tage fat i den nationalpolitiske debat, da jeg vil have større frihed til kommunal styre, for hver skole har hver sine udfordringer, siger Karen Schousboe.
Kommunalpolitikkerne er ikke ene om at rette kritik mod folkeskolereformen.
Ifølge forskningsleder ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, har flere elever og forældre end før klaget over skoledagenes længde.
Det har blandt andet fået flere kommuner til at rulle den del af reformen tilbage. I 84 af landets 98 kommuner er det op til skolen at afgøre, hvor lang tid eleverne skal være i skole.
- Kommunerne og politikkerne har mulighed for at korte skoledagen ned ved at sammenlægge det, man kalder understøttende undervisning, med den faglige undervisning, mod at der er flere voksne til stede, forklarer Andreas Rasch-Christensen.
Ifølge forskningslederen fokuserer kommunalpolitikkerne for meget på skoledagens længde frem for selve kvaliteten af undervisningen. Han savner konkrete politiske bud på, hvordan folkeskolerne kan forbedres.
At der ikke er fokus på kvalitet, er byrådskandidat for Venstre i Aalborg Kommune Ole Friis ikke enig i. Han mener, at de lange dage går ud over unges indlæring, hvorfor det er essentielt at korte dagene ned.
- Kvaliteten af undervisningen og elevernes udbytte vil være mindst lige så godt. De vil til gengæld ikke skulle kæmpe ukoncentreret frem til klokken fire, siger byrådskandidaten.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned