Klima 360 grader rundt

Dagens klimadeltager, Silvia Magnoni fra Baltic Sea Solutions, har arbejdet internationalt med vedvarende energi gennem mange år. Alligevel har hun lært meget nyt på Klimatopmødet:

- At problemerne med klimaforandringer spænder over mange forskellige sektorer som økonomi, politik, økologi med videre, overrasker mig overhovedet ikke. Men jeg har aldrig for alvor tænkt på HVOR mange steder, klimaforandringerne rammer, før jeg i dag tog en kort tur rundt til de forskellige stande i Bella Centret. Vi deltager selv i et samarbejde med USA med vores Science On a Sphere globe, men derudover præsenterer i hundredvis af private organisationer deres aktiviteter i udstillingshallen. Og selvom jeg nu gennem flere år har arbejdet med vedvarende energi og er meget opmærksom på omfanget af klimaproblemerne, er det her virkelig en øjenåbner, hvor effekten af alle tænkelige klimapåvirkninger er præsenteret. Udstillingerne er lavet af folk i alle aldre fra alle fire verdenshjørner. De kommer fra organisationer, universiteter, ungdomsbevægelser, kommuner og politiske bevægelser med flere, og de spænder fra klima-uddannelse til udvikling af vedvarende energi til fattige lande over vand, energiproduktion, sundhed, skovbeskyttelse – bare for at nævne nogle få af dem.

Mangfoldigheden understreges af en tur rundt på gangene og af de mange besøgende, vi har på vores stand i US Centret. I dag fik jeg muligheden for at fremvise Globen og Klimafabrikken for en forsker fra Panama. Drak kaffe med en canadier og deltog ved et arrangement med en nigeriansk ven, lærte om effekterne af klimaforandringerne i Malaysia, spiste frokost med to professorer fra henholdsvis Tyskland og USA, udvekslede synspunkter om de aktuelle politiske diskussioner med en japaner. Og så er det alligevel kun en brøkdel af de mere end 180 organisationer, der deltager på COP15.

- Og selve forhandlingerne. Tjah, de mere alvorlige forhandlinger foregår bag lukkede døre, hvor kun særligt udvalgte har adgang. Men fra tid til anden slipper lidt sladder ud og spreder enten håb eller frustrationer alt efter i hvilken retningen forhandlingerne går. Men alt i alt ser det ud til at gå fremad. Så jeg ønsker alt mulig held og lykke til beslutningstagerne

Foto: Klimafabrikkens globe tiltrækker mange besøgende, og den lollandske delegation på COP15 møder mange nye nationer. Privatfoto

Hele verdens klimaproblemer samlet på ét sted har været en øjenåbner for Bass' erfarne klimamedarbejder Silvia Magnoni

Offentliggjort Sidst opdateret