Klimarådet efterlyser regeringen svar på vejen til 110 procents reduktion

Peter Møllgaard påpeger, at der skal tages beslutninger allerede i dag, hvis 2050-målet skal indfries. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringens nye mål om at nå 110 procents reduktion i 2050 mangler stadig en strategi. Det efterlyser Klimarådet i ny rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret

2050 kan synes langt ude i fremtiden.

Men selvom der er 26 år til, at SVM-regeringens nye klimamål på 110 procents reduktion i 2050 skal indfries, bør politikerne allerede nu udstikke en klar strategi for vejen dertil.

Sådan lyder det fra Klimarådet, der har undersøgt vejen til et klimapositivt samfund i en ny rapport.

- Det kræver langsigtede beslutninger, som vi er nødt til at tage nu for realistisk set at nå målet i 2050, siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet.

Da S, V og M i 2022 skulle enes om sit regeringsgrundlag, hævede de barren for danske klimaambitioner til det hidtil højeste niveau.

I 2050 bør Danmark ikke blot reducere udledningerne med 100 procent – men 110 procent.

Men siden da har det været småt med konkrete planer for at realisere det nye mål.

Regeringen har endnu ikke skrevet det ind i klimaloven, ligesom der heller ikke er præsenteret en strategi for, hvordan Danmark skal blive klimapositivt om 26 år.

Klimarådet har identificeret muligheder for at nå 90 procents reduktion i 2050. Det sidste stykke vil kræve nye veje.

- Men det kommer ikke af sig selv, siger Peter Møllgaard.

Rådet peger derfor på, at der er brug for en kombination af grundlæggende adfærdsændringer og strukturelle ændringer i den animalske produktion samt anvendelsen af vores areal og tilkomsten af nye teknologier.

Rapporten rummer i den sammenhæng en væsentlig vurdering:

Den grønne trepart, regeringen kunne præsentere med landbrugets aktører før sommerferien, vil ikke presse landbruget til at omstille sig i tilstrækkelig grad.

- Aftalen og de besluttede virkemidler giver ikke landbruget tilstrækkeligt incitament til at igangsætte den nødvendige strukturelle omstilling væk fra det animalske landbrug og over mod det plantebaserede, lyder det fra rådet i rapporten.

Klimaminister Lars Aagaard fortæller, at regeringen senere vil få indskrevet 2050-målet i klimaloven. (Arkivfoto). Foto: Sergei Gapon/Ritzau Scanpix

Det er derfor nødvendigt, at regeringen sætter gang i en intensiveret plan for at bringe Danmark til et klimapositivt stadie.

Dansk Industri tilslutter sig appellen om højere fart i omstillingen, særligt når det kommer til udviklingen af nye teknologier.

- Hvis Danmark skal være klimaneutrale allerede i 2045 og reducere udledninger med 110 pct. i 2050, så skal der altså skrues gevaldigt op for klimaindsatsen i Danmark, for ellers er det umuligt at forestille sig, hvordan vi kan realisere målene i tide, lyder det fra Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI.

Fra den grønne tænketank Concito lyder der ligeledes et opråb om, at regeringen sætter gang i en langsigtet plan for omstillingen frem til 2050.

Klimaminister Lars Aagaard (M) hilser fokus på 2050-målet velkomment.

Han beretter, at regeringens nye 110-procentsmål vil blive skrevet ind i klimaloven i første halvdel af 2025 – samtidig med at man vil vedtage et nyt reduktionsmål for 2035.

Det kan dog være svært at lave en krystalklar strategi for 2050-målet, siger Lars Aagaard.

Ritzau grafik. Foto: WER/Free

- Man kan godt have et billede af, hvordan verden ser ud i 2050, men der kan nå at ske meget inden da.

Han peger på, at man allerede er i gang med flere af de virkemidler og teknologier, der bliver afgørende for at kunne optage mere CO2, end der udledes i 2050.

Lars Aagaard afviser dermed, at 2050-målet blot er en papirøvelse.

- Desto længere ud i tid, desto mere usikkert er det. Men vi har teknologier, vi er sikre på, at vi skal bruge i 2050. Vi ved, at vi får brug for CO2-fangst og pyrolyse. Vi ved, at vi får brug for meget mere vedvarende energi, og vi ved, at vi får behov for at udvide skovarealet, og det er vi i gang med.

/ritzau/

Det skal strategien indeholde

Klimarådet efterlyser en langsigtet strategi, der skal vises regeringens vej til 2050-målet.

Her er, hvad Klimarådet mener, den bør indeholde:

* Realisering af allerede kendte og velafprøvede omstillingselementer.

* Arealplanlægning, herunder især:
- Udlægning af arealer til at beskytte biodiversiteten og sikre vandmiljøet
- Retning for klimavenlig fødevareproduktion og plantebaserede kostvaner
- Konkrete planer for rettidig skovrejsning.

*Danmarks andel af udledninger fra international transport.

* Udbygning og koordinering af energiinfrastruktur for el, brint og CO2.

* Vigtige understøttende indsatser:

- Den offentlige sektors rolle, blandt andet som en stor indkøber
- Behovet for forskning og innovation
- Sikring af arbejdskraft og kompetencer

Kilde: Klimarådets rapport.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu