Kommentator: Løkke og Jensen gør Venstre en tjeneste
Det var en dybt berørt Kristian Jensen, der mødte pressen, efter at han havde trukket sig som næstformand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der var ingen vej tilbage for formandskabet i Venstre, mener Erik Holstein, der tror, Ellemann bliver formand.
Det er "klart" den bedst tænkelige udgang for Venstre, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen har trukket sig fra deres poster som henholdsvis formand og næstformand for partiet.
Sådan lyder vurderingen fra Erik Holstein, politisk kommentator hos Altinget.
- Det var en meget dramatisk situation. Men det er den bedst mulige udgang for Venstre. Der var ikke noget perspektiv i at genvælge Løkke og Kristian Jensen, fordi det var indlysende, at de personbårne stridigheder ville fortsætte.
- Det her har ikke handlet om politik. Det handler om personer. Og derfor har Løkke og Kristian Jensen gjort Venstre en tjeneste ved at trække sig i dag.
Holstein er overrasket over udviklingen i Venstre.
- Det ligger jo i Lars Løkkes dna, at han kæmper til absolut sidste blodsdråbe. I situationer, hvor alle andre normalt ville give op, har han kæmpet videre. Så det er atypisk Lars Løkke.
- I forhold til Kristian Jensen kan man se, at det er en drøm, der braser i grus for rullende kameraer. Det er en helt vildt dramatisk situation - både politisk, men også på det menneskelige plan, siger Erik Holstein.
Det var en dybt berørt Kristian Jensen, der mødte pressen, efter at han havde trukket sig som næstformand.
Lørdag i forbindelse med møder i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i Venstre meldte først Lars Løkke Rasmussen og kort tid derefter Kristian Jensen, at de trækker sig fra deres formandsposter i Venstre.
Ifølge Holstein ville Løkke bare have trukket pinen ud ved at fortsætte, fordi den store utilfredshed i Venstre-baglandet stadig ville ulme og til sidst koste ham posten.
- Det vigtigste for Venstre er nu, at man kan samles om en ny formand. Og alt tyder på, at Jakob Ellemann-Jensen vil blive valgt uden modkandidat.
- Det er vigtigt, at det her ikke sætter sig, så der opstår nye fløjdannelser, siger Erik Holstein.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned