Kommentator: Statsminister tvunget til melding om bred regering
Statsminister Mette Frederiksen (S) går efter at danne en regering med partier fra begge blokke. Det er meldingen fra statsministeren onsdag på et pressemøde på Marienborg. Folketingsvalget bliver tirsdag 1. november. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen tvinges ifølge kommentator til at gå efter bred regering grundet "forpestet" forhold til R.
Det er opsigtsvækkende og udtryk for et stilskifte, når statsminister Mette Frederiksen (S) går til valg på en bred regering.
Det vurderer politisk kommentator på Altinget Erik Holstein.
- Det er ret opsigtsvækkende. Mette Frederiksen har været glad for sin mindretalsregering, som har været manøvredygtig og kunnet samarbejde med begge fløje.
- Hun må have konkluderet, at chancen for at køre videre med en mindretalsregering er næsten ikke-eksisterende, fordi De Radikale blankt afviser det, siger Erik Holstein.
Selv har Mette Frederiksen afvist at gå i regering med De Radikale.
Det skyldes ifølge Erik Holstein, at forholdet mellem de to partier er blevet "forpestet" grundet uenighed om asylcentre i Rwanda og De Radikales ultimatum om valgudskrivelse senest ved Folketingets åbning.
Og statsministeren har også afvist en regering bestående af S, R og SF.
- De andre muligheder, der ligger med at danne regering med sit parlamentariske grundlag, kan hun ikke leve med. Så er der kun en bred regering at gå efter. Det er nærmest efter udelukkelsesmetoden, hun lander der, siger Erik Holstein.
Politisk kommentator Søs Marie Serup deler analysen.
- Det skal forstås sådan, at statsministeren nu anerkender, at muligheden for at fortsætte med den regering, der er der nu, er minimal, siger hun.
Budskabet om at gå til valg på en bred regering vil appellere til mange vælgere, vurderer Søs Marie Serup.
- Vælgerne kan rigtig godt lide idéen om en bred regering. Men det er bare mindre sandsynligt, at det også ender sådan et valg, siger Serup og uddyber:
- Det er partier, der i hele deres gøren og laden er vant til at bekæmpe hinanden. Det er ret svært fra det ene øjeblik til det andet at beslutte at arbejde meget tæt sammen. Der har man det med at fokusere på det, man er uenige om, i stedet for det man er enige om, siger hun.
Erik Holstein har også svært ved at se en bred regering forstået som en regering med de borgerlige partier.
- Der er ikke meget, der tyder på, at det har nogen gang på jord. Det har de borgerlige afvist.
- Det er svært at se nogen regeringskonstellationer overhovedet, med de meldinger, der er kommet, siger Erik Holstein.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned