Kommentator: Valgets sidste debat var søvndyssende og taktisk

Søndag mødtes de tre statsministerkandidater til valgets sidste debat, der ifølge politisk kommentator Erik Holstein var kedelig og taktisk. Lars Løkke Rasmussen var med som politisk spøgelsesbilist, siger han. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søndagens debat var den sidste i valgkampen. Det gjorde den både taktisk og kedelig, vurderer Erik Holstein.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag aften mødtes de tre statsministerkandidater til debat på DR1. Debatten var saglig. Men også en "kedelig" og "en anelse søvndyssende". Især taget i betragtning, at det er den sidste tv-debat mellem kun de tre inden valget, hvor meget er på spil.

Det vurderer Erik Holstein, der er politisk kommentator på Altinget.

Han mener, at statsministerkandidaterne havde en taktisk tilgang til debatten, hvor ingen af dem ønskede at fremstå aggressive, fordi vælgerne ikke kan lide det.

- Men det betyder altså også, at en del af debatten druknede i teknik. Og de politiske forskelle mellem parterne blev ikke særligt klare efter debatten, siger han.

Debatten bød ikke på meget nyt fra Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K). Det, der sprang mest i øjnene for Erik Holstein, var samtalen om, hvem der kan blive statsminister efter valget.

- Der synes jeg egentlig, Pape såvel som Ellemann var lidt interessant, da der blev spurgt til Løkke (Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, red.).

- Og der var det tydeligt, at de ikke helt afviste den lidt syrede idé, at det kan ende med, at Løkke bliver statsminister på borgerlige stemmer, siger han.

Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne, deltog ikke i debatten, fordi han ikke er statsministerkandidat. Alligevel spøgte han i debatten.

- Men det er klart, at det skaber en speciel situation, at man har en politisk spøgelsesbilist, der er med.

- Der er ingen, der rigtig ved, hvordan og hvorledes. Hvor langt går hans ambitioner?

- Og der er ingen tvivl om, at hvis han kan føre det ud i livet, så vil han gå efter statsministerposten. Det er der ingen tvivl om. Men samtidig er han jo ikke formelt erklæret kandidat, siger Erik Holstein.

De politiske uenigheder, der blev tegnet op fra kandidaterne, var velkendte. Blandt andet spørgsmålet om topskattelettelser og hjælpetiltag i forbindelse med energikrisen.

Ingen af kandidaterne faldt igennem, mener Erik Holstein. Han regner ikke med, at søndagens debat kommer til at rykke ret mange stemmer.

/ritzau/