Kommentatorer: Intet nyt i S-bog
Flere socialdemokratiske politikere afviser nogen som helst kendskab til beskrivelserne i bogen, "Den hemmelige socialdemokrat", som er skrevet af en anonym forfatter, der angiveligt er et aktivt medlem i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Men politisk kommentator, Hans Engell, er af en anden overbevisning.
- Der er ikke noget i denne bog, som er nyt, siger Hans Engell til Ritzau.
- Det jeg har kunnet læse mig til i avisomtalerne, er alt sammen noget som alle, der kommer på Christiansborg eller ved hvad der foregår bag facaden, kender til.
Også journalist og forfatter, Lars Olsen, som selv har skrevet en bog om socialdemokraterne bag facaden, genkender flere beskrivelser fra avisomtalerne og et uddrag af bogen.
- På mig er der intet der tyder på, at det er et falsum, siger Lars Olsen til Ritzau.
- For eksempel de citater, der er med Henrik Sass Larsen, er sådan nogle, hvor folk, der kender ham, vil sige: "Det er jo sådan han taler", siger Lars Olsen og henviser til en samtale mellem Carsten Hansen (S) og Henrik Sass Larsen (S), som bogen beskriver.
Ifølge Berlingske beskriver bogen, hvordan de to socialdemokrater havde en alliance i tiden inden regeringsskiftet og blandt andet fik ryddet op i partiets Frank Jensen-støttede, efter Helle Thorning-Schmidt vandt formandsposten i 2005.
Både Hans Engell og Lars Olsen er dog enige i, at bogen ikke vil skabe problemer for socialdemokraternes samarbejde på Christiansborg.
- Den kommer hverken til at skabe opbrud eller intern strid i den socialdemokratiske gruppe, vurderer Hans Engell.
Der er desuden fuld forståelse fra Lars Olsen for, at forfatteren har valgt at skrive bogen under anonymitetens dække.
- Vedkommende ville blive straffet meget hårdt, hvis man skrev sådan en bog med navns nævnelse, siger Lars Olsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned