Kommunal fejl flytter valgstedet i Nysted

En fejl med registreringen af det nye valgsted i Nysted betyder nu, at valgstedet må flyttes. To af de traditionelle valgsteder i den gamle Nysted Kommune er nedlagt i forbindelse med kommunalreformen. Folk fra Kettinge skal på tirsdag stemme i Nysted og fra kommunen var det meldt ud, at Idrætssalen i Nysted skulle være det nye stemmested.
 - Men selv om vi har haft to meget omhyggelige folk fra Folkeregistret til at indtaste de nye adresser, der skulle stå på valgkortene, er der sket en fejl, så det er den gamle adresse, der står på de udsendte kort, siger Anders Jørgensen, der er øverste ansvarlige for afviklingen af valget i Guldborgsund Kommune.
Da valgkortene er sendt ud, må man i stedet ændre valgstedet. For valgkortene må ikke sendes ud to gange af hensyn til risikoen for valgsvindel. - Og så skal adressen på valgkortet stemme overens med den adresse, hvorfra afstemningen foregår, siger Anders Jørgensen. Annoncer og løbesedler Så afstemningsstedet for borgere i Nysted by samt Kettinge bliver altså Nysted Rådhus.
 
Og her bliver der også lavet om på sagerne. For det lokale, der normalt benyttes til valggerningen, er for lille til at rumme de flere stemmeafgivende borgere. - Så det hele bliver flyttet ovenpå, hvor der er et stort lokale. Og der er elevator, så gangbesværede og andre kan komme ubesværet til valgstedet, oplyser Anders Jørgensen. Om baggrunden for i det hele taget at flytte afstemningsstedet fra rådhuset forklarer Anders Jørgensen, at man i kommunen var bange for, at man ikke ville kunne holde Borger Service åben samtidig med valghandlingen. Men med lokalet ovenpå har tingene løst sig.
På kommunens hjemmeside står Idrætssalen i Nysted dog fortsat som afstemningssted, men via avisannoncer og løbesedler i Nysted håber man at kunne rette op på fejlen, så der ikke er nogen, der kører forgæves til Idrætssalen på tirsdag.
For borgere i Døllefjelde gælder det, at de skal tage til Øster Ulslev Forsamlingshus for at afgive deres stemme.




Forkert adresse på valgkort flytter valgsted til det gamle Rådhus i Nysted.

Offentliggjort Sidst opdateret