Konens ulykke ændrede alt: Nu tager bageren Martin kampen op

Martin Martinsen tog et valg, efter hans kone blev ramt af sygdom. Privatforo

I 2018 kom Martin Martinsens kone ud for en ulykke hos nogle venner. Den hjælp, familien efterfølgende fik af kommunen, mener han ikke var god nok. Nu vil han ændre systemet indefra.

Offentliggjort Sidst opdateret

I august 2018 var Martin Martinsen sammen med sin kone hos nogle venner. Først begyndte hendes arme at sove, så benene. Hun gik fra klar tale til snøvlen, inden ambulancen nåede frem.

Cpr-nummeret og adressen fremsagde hun, mens de hastede mod sygehuset.

Både læger og Martin Martinsen var overbeviste om, at en blodprop havde ramt hende. Hvad der faktisk forårsagede hændelsen, er dog stadig ikke afklaret.

Utilstrækkelig hjælp

Hjemme i Nykøbing sad familien igen efter den ulykkelige hændelse. De havde behov for hjælp og støtte fra kommunen. Men hjælpen var ikke tilstrækkelig, følte Martin Martinsen.

- Den hjælp, vi kunne få, var, at der kunne komme en og hjælpe hende med at give tøj på og vaske hende. Man bliver bare skuffet og ked af det. Vi har jo aldrig haft behov for hjælp før, siger han. Familiens tillid og tro på systemet led et knæk. Hvor var systemet, når man havde mest brug for det?

Martin Martinsen brokkede sig så meget over behandlingen, at vennerne begyndte at bemærke det. En dag sagde en kammerat: "Meld dig ind i politik."

Som sagt, så gjort.

De seneste tre år har han været en del af Socialdemokratiet. Nu stiller han op til kommunalvalget den 18. november. Det er særligt bedre vilkår for børn, unge og ældre, han kæmper for. Og for borgere, der står i en situation, der minder om den, hans egen familie stod i.

Læs også: Viceborgmester: Riv Maribo Hallerne ned

Bagermester i politik

Måske kender du Martin Martinsens ansigt. Hvis du kommer i Nykøbing, særligt hvis du kommer i Kvickly, vil du nok have set det før. Det er nemlig bageren fra Kvickly, der nu springer ud som politiker.

Et spring, der måske får politisk uenige bagerkunder til at se lidt anderledes på ham. Det er Martin Martinsen, som er produktionschef i Kvicklys bageri, dog indforstået med.

- Jeg er på de sociale medier, når vi laver videoer i Kvickly – og der kommer positive og negative kommentarer. Jeg har ikke noget imod at stå frem og bekende, hvilket parti jeg støtter. Jeg er godt klar over, at ikke alle vil stemme på mig, men vi lever i et demokrati. Det vigtigste er, at man stemmer.

- Men hvis alle vælger at stemme på mig, er det selvfølgelig fint.

Den politiske mærkesagsliste

Det er primært velfærd, der fylder bagerens politiske mærkesags-liste ud: Flere pædagoger i børnehaverne. Mere fokus på ordblindhed og mental velfærd. Flere ansatte i ældreplejen, flere bade og oplevelser for de ældre.

Læs også: 77-årig SF-veteran: - Jeg er et år yngre end Trump, og når han kan, kan jeg også

Mere "menneskelighed" i sagsbehandlingen: "Borgerne skal lyttes mere til og behandles som mennesker," som han siger.

Det parti, du har valgt at stille op for, er det parti, der sidder på magten i Guldborgsund Kommune. Er det ikke et dårligt sted at stille op, hvis man vil ændre det eksisterende?

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg støtter Simon (Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune, red.). Hvis jeg kom ind, ville jeg kæmpe for mine mærkesager. At det ikke er dér, der skal spares.

- Jeg ved godt, det er nogle af de dyreste områder, og det er svært at få indført. Men det er de tre områder (børn, ældre og sagsbehandling, red.), der betyder mest for mig.

Dine mærkesager handler om mere velfærd. Hvorfor går du politisk ikke et skridt længere til venstre til SF eller Enhedslisten?

- Det kommer jeg ikke til. Der kan jeg ikke se mig selv. Jeg kommer fra en socialdemokratisk familie og er socialdemokrat.

Håbet for fremtiden

Martin Martinsen og konen opsøgte deres egen læge efter episoden i 2018. Lægen mente, hun skulle undersøges yderligere.

- Vi ryger til rigtig mange sygehuse for at blive undersøgt. Og vi har stadig ikke rigtigt fundet ud af, hvad det er. Det får vi nok aldrig at vide.

- Vi er nået til, at hun er i rehabilitering, og vi håber, at hun kan få fleks eller førtidspension, siger Martin Martinsen, der også fortæller familien nu er videre.

Folketidende opdaterer løbende med nyheder og reportager om kommunalvalget. Få seneste nyt her.