Konservative klar til generationsskifte
Viceborgmester og konservativ spidskandidat Henrik Jacobsen er sammen med Cadice Progler-Thomsen, Christine Kjeldgaard, Michael Mix og Chris Christiansen klar til valgkampen. Ditlev Friderichsen og Klaus Møller stiller også op til kommunalvalget, men var ikke til stede ved opstillingsmødet. Foto: Palle Nevad Frandsen
Foto: Palle Nevad Frandsen
Syv konservative kandidater er foreløbig klar til kommunalvalget i november, og der er samtaler med flere andre.
Spidskandidat Henrik Jacobsen (K) er klar til årets store kommunale valgkamp, og på generalforsamlingen for Konservative Lolland tidligere på ugen fik han selskab af seks nye kandidater. Fire af disse stiller op til deres første valgkamp, og er samtidig med til at give partiet et mere ungdommeligt præg end for fire år siden.
Vi er helt bevidst gået efter en yngre gruppe af kandidater, og på den måde sætte gang i et generationsskifte.
Henrik Jacobsen
34-årige Christine Kjeldgaard fra Maribo, der til dagligt arbejder som socialfaglig konsulent, stiller op med børn og unge som mærkesag.
- Jeg ser gerne, at man som bosiddende i Lolland kommune ikke bor i den kommune med flest anbringelser og med næstflest underretninger på børn og unge fra 0 til 18 år, siger hun.
Går gerne mod strømmen
På listen har hun selskab af 35-årige Michael Mix, der oprindeligt kommer fra Rødby, men i dag er bosat i Maribo. Han har længe haft lyst til at gå ind i lokalpolitik, men ikke følt sig helt moden til det.
- Samtidig har jeg ikke rigtigt vidst, hvor jeg skulle stille mig politisk, for det med at få et label klistret på mig, er ikke noget, som jeg synes om. Jeg kan godt lide at lytte til dem, der siger noget fornuftigt og ikke altid bare følger med strømmen, forklarer han.
Konservatives liste til kommunalvalget
- 1. Henrik Jacobsen
- 2. Christine Kjeldgaard
- 3. Ditlev Friderichsen
- 4. Candice Progler-Thomsen
- 5. Michael Mix
- 6. Klaus Møller
- 7. Chris Christiansen
Der kan kommer yderligere navne på listen
Han har erhvervsudvikling og unge som sine mærkesager til valget.
- Det skal være både nemt og interessant at drive virksomhed på Lolland, og samtidig skal vi give ungdommen flere tilbud, så de øger tilknytningen til kommunen og det lokale samfund. På den måde skal vi få dem til at vende tilbage igen, fortæller Michael Mix.
Fokus på internationaliseringen
At Lolland de senere år, især efter påbegyndelsen af tunnelbyggeriet i Rødbyhavn, er blevet mere internationalt afspejler den konservative liste også. 48-årige Candice Progler-Thomsen kommer oprindeligt fra Michigan i USA, men bor i dag i Maribo. Hun var initiativtager til International Community Lolland-Falster.
- Det er så vigtigt, at der er en ordentlig og varm modtagelse af tilflyttere, og det gælder ikke kun dem med talenter men også eksempelvis flygtninge. Uanset hvad skal de mærke interessen for dem, og vi skal sikre god skolegang og arbejde til dem. Går det galt, så er de hurtigt søgt væk igen.
Derfor vil hun gerne være med til at styrke internationaliseringen på Lolland, og på den måde være med til at sikre arbejdskraft for mange af virksomhederne i landsdelen. For der er ikke danskere nok til at fylde de ledige stillinger.
I sin mors fodspor
Yngste navn på den konservative liste er 26-årige Ditlev Friderichsen fra Nakskov. Han er nærmest født ind i partiet, som hans mor, Marie-Louise Friderichsen, gennem flere år repræsenterede i byrådet. Ved valget i 2013 havde hun i ganske få dage borgmesterkæden, inden hun blev væltet af en aftale mellem Socialdemokratiet og Venstre.
Listen indeholder også to med valgkampserfaring. 49-årige Chris Christiansen fra Maribo var senest opstillet ved valget i 2017, og 78-årige Klaus Møller var senest på stemmesedlen for fire år siden, men sad også i byrådet fra 2014 til 2017. Han kom ind som suppleant i en byrådsperiode, hvor partiet nåede at skifte sine tre folkevalgte politikere ud med suppleanter.
- Vi er helt bevidst gået efter en yngre gruppe af kandidater, og på den måde sætte gang i et generationsskifte, siger spidskandidat Henrik Jacobsen, der også har kaffeaftaler med andre mulige kandidater i den kommende tid.
Mere fokus på børn og unge
Han peger på, at partiet har brug for en tranformation, og for at se på nye politiske områder. Ikke mindst børne- og ungepolitikken bliver vigtig i fremtiden.
- Yngre kandidater favner bedre det politiske område, men kan også sagtens lave politik for ældre, hvor vi andre måske er kommet lidt langt væk fra ungdommen.
Især glæder han sig også over at have fået Candice Progler-Thomsen med på listen.
- Hun repræsenterer det nye Lolland. Den internationale del af vores kommune, der fylder mere og mere, og som også bliver vigtig for vores fremtid.