LA ærgrer sig over Løkkes kontanthjælpstilbagetog
Liberal Alliance opfordrer Venstre til at holde fast i kravet om, at en reform af kontanthjælpssystemet skal give besparelser for tre milliarder kroner.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har ellers meldt ud, at Venstre nu er klar til at lægge stemmer til en reform, der giver besparelser for et mindre beløb.
Det ærgrer Joachim B. Olsen, der er beskæftigelsesordfører i Liberal Alliance.
- Reformer skal ikke gennemføres for syns skyld, men fordi de ændrer noget i samfundet. Vi vil kæmpe med næb og kløer for, at der kommer en mærkbar reform af kontanthjælpen, bebuder Joachim B. Olsen.
Liberal Alliance håber, at reformen markant vil øge tilskyndelsen til at gå fra passiv forsørgelse til selvforsørgelse.
Lars Løkkes vilje til at gå på kompromis med, hvor meget en kontanthjælpsreform skal spare, vækker ellers glæde bredt i Folketinget.
- Det glæder mig, at Lars Løkke hopper ud af hængekøjen, siger arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S).
Også De Konservative hilser Venstres melding velkommen.
- Der er politisk en mulighed for at lave en reform, og det ville jeg ikke have været sikker på, hvis du havde spurgt mig for et halvt år siden, siger arbejdsmarkedsordfører Mai Henriksen (K).
For få dage siden sagde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), at en reform kunne give omkring en til halvanden milliard kroner i besparelser.
Venstres finansordfører, Peter Christensen, sagde så sent som i weekenden, at en kontanthjælpsreform skal give tre milliarder kroner.
Men Lars Løkke Rasmussen siger nu i et interview med Radio24Syv, at reformen på kort sigt skal give halvanden milliard kroner, og på langt sigt tre milliarder, men der er ikke ultimative krav, påpeger han.
- Hvis vi overlader det til Enhedslisten, kommer der ikke nogen reform, siger Lars Løkke Rasmussen til Radio24Syv.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie