LA vil ændre Papes lovforslag om hemmelig overvågning
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fremsatte i december et lovforslag til en ny databeskyttelseslov. Men nu kræver regeringspartneren Liberal Alliance ændringer i forslaget. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe/arkiv
Scanpix/Liselotte Sabroe/arkiv
Regeringens forslag om at udnytte danskernes personoplysninger går for vidt, mener regeringspartiet LA.
Efter massiv kritik fra eksperter og organisationer vil Liberal Alliance nu have ændret i justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forslag til en ny databeskyttelseslov. Det skriver Politiken.
- Kritikken af den udvidede bemyndigelse til at dele data er berettiget. Der er meget, der tyder på, at dele af lovforslaget er for vidtgående, siger retsordfører Christina Egelund (LA) til Politiken.
Hun vil nu gå i dialog med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om at ændre lovforslaget for "at hegne bemyndigelsen ind, så borgernes persondata ikke kan blive delt så frit, som der ellers er lagt op til".
- Helt principielt handler det om, at data om dit og mit liv er vores ejendom og ikke statens ejendom, siger Christina Egelund til Politiken
Det bringer glæde hos Enhedslisten, der er et af de partier, der er kritisk over for det nye lovforslag.
- Jeg er rigtigt glad for, at Liberal Alliance vil bakke op om, at der er et problem her, der skal løses.
- Som loven ser ud nu, vil den gøre datasikkerheden dårligere for en lang række danskere. Og det skal vi ikke acceptere, siger it-ordfører for Enhedslisten Eva Flyvholm.
Regeringen lægger med lovforslaget op til, at myndigheder fra 25. maj skal kunne videregive og samkøre borgernes personoplysninger.
Det skal ske uden at inddrage Folketinget - og uden at oplyse borgerne om, at deres personoplysninger bruges til helt nye formål.
Forslaget er blevet skarpt kritiseret af juridiske eksperter og en række organisationer.
De advarer mod en alvorlig svækkelse af borgernes retssikkerhed og en hemmelig overvågning af befolkningen uden nogen demokratisk kontrol.
Tirsdag er Søren Pape Poulsen indkaldt til samråd om sagen af alle oppositionspartier med undtagelse af Socialdemokratiet.
Partierne har kritiseret justitsministeren for at forsøge at "luske" meget vidtgående beføjelser igennem uden at orientere Folketinget klart om de principielle konsekvenser for retssikkerheden og den demokratiske kontrol.
Med lovforslaget vil offentlige instanser som kommuner og skattemyndigheder kunne bruge en borgers persondata, som er givet andetsteds i det offentlige i en helt anden sammenhæng.
Det kræver blot en ministeriel bekendtgørelse.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned