Lars Løkke lover næsten praktikpladsgaranti
Står det til Løkke, skal der være praktik til alle unge på uddannelser, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærer praktikpladser et "helt centralt emne" i næste runde trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.
Han betegner det som en politisk "ambition", at der skal være praktikpladser til alle unge, der ønsker at tage en uddannelse inden for et fag, som arbejdsmarkedet efterspørger.
- Er det en praktikpladsgaranti? Ja, det så jeg sådan set gerne. Det er ikke sikkert, vi kommer i mål lige med det samme, men det er en ambition, siger Løkke.
- Det er min vurdering, at der er et godt grundlag for at løfte den, selv om det har været prøvet før.
- Uden rigtige praktikpladser får vi ikke de dygtige faglærte, Danmark har brug for.
Ordene falder på et pressemøde om de netop afsluttede to- og trepartsforhandlinger. De skal sikre, at flere flygtninge kommer i arbejde.
Under trepartsforhandlingerne har fagbevægelsen gentagne gange efterspurgt balance, forstået på den måde, at der også skal være noget for de danske ledige og unge.
Derfor følger en ny runde trepartsforhandlinger efter påske, nærmere bestemt 15. april, og her bliver praktikpladser altså det helt centrale spørgsmål.
Trepartsforhandlingerne er endt med en aftale, hvis væsentligste element er en såkaldt integrationsgrunduddannelse. Den skal være med til at sikre regeringens mål om, at hver anden flygtning skal være i arbejde efter to år. I dag er det kun hver tredje.
Men man må forstå på statsministeren, at aftalens betydning er større end bare en ny type af uddannelse for flygtninge.
- Det er en bedrift - ikke mindst i lyset af, at mange for nogle år siden var parate til at erklære trepartssamarbejdet dødt.
- Vi har givet trepartsmodellen nyt liv, siger statsministeren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned