Lille skare lever op til FN's mål om hjælp til fattige
Danmark er blandt kun seks lande, der lever op til FN-mål om at give 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand.
Kun en lille kreds af lande lever op til FN's målsætning om, at verdens rige lande skal give mindst 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand til fordel for fattige stater.
Foruden Danmark er det Norge, Sverige, Luxembourg, Storbritannien og Holland, der afsætter så stor en andel af BNI til udviklingsbistand, som FN efterspørger.
Det fremgår ifølge Udenrigsministeriet af OECD's foreløbige rapport på området for 2015, som udkommer onsdag.
- Vi kan være stolte af at tilhøre gruppen af lande, der lever op til FN's målsætning. Det gjorde vi sidste år, det gør vi i år, og det vil vi gøre igen til næste år, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse.
I 2015 blev den danske udviklingsbistand ifølge Udenrigsministeriet tilpasset, så den endte på 0,73 procent af BNI. Men ifølge OECD's officielle opgørelse tegner det til, at dansk udviklingsbistand endte på 0,85 procent af BNI i 2015.
Forskellen på de to procentsatser hænger sammen med, at OECD's tal baserer sig på reelle udbetalinger. Finansloven er derimod baseret på tilsagn om bevillinger i det pågældende år, mens selve udbetalingerne typisk falder over flere år.
Tidligere på måneden annoncerede udenrigsminister Kristian Jensen, at han vil gøre op med traditionerne i dansk udviklingshjælp.
Den traditionelle opdeling mellem udviklingsbistand og humanitær bistand - altså nødhjælp til lejre og katastrofeområder - skal brydes ned, lød det.
Samtidig er det ifølge ministeren meningen, at dansk udviklingsbistand skal stemme overens med 17 nye verdensmål for udvikling, som FN vedtog i september sidste år.
Målene handler blandt andet om, at fattigdom og sult skal udryddes, at der skal være rent vand til alle, at alle børn skal have gratis skolegang, og at den globale (herunder økonomiske) lighed skal øges frem mod 2030.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned