Regeringen vil ikke være med til at hæve 24-års-reglen for familiesammenføring til en 28-års-regel.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i et interview med Berlingske Tidende.
Dansk Folkeparti har ellers i sommerperioden foreslået at hæve reglen, der er blevet et af symbolerne på den strammere udlændingepolitik fra den borgerlige regering, til en 28-års-regel.
Statsministeren er dog åben over for at målrette reglen, så nogle indvandrere kan familiesammenføres tidligere end andre.
- Jeg noterer, at der i Dansk Folkeparti er et ønske om at skærpe 24-års-reglen. Jeg siger nej, jeg vil ikke generelt være med til at skærpe den, men vi vil da gerne se på, om der i det her felt er ting, der kan gøres med det sigte at gøre tingene mere målrettede, siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske Tidende.
24-års-reglen er en aldersgrænse for, hvornår en udlænding kan blive familiesammenført ved ægteskab. Reglen skal blandt andet hindre tvangsægteskaber.
Dansk Folkeparti ønsker, at det skal være vanskeligere for indvandrere fra ikke-vestlige lande at få familiesammenføring og dermed ophold i Danmark.
I samme interview afviser Løkke også en integrationskommission, som DF har foreslået.
Partiet ønsker at få klarhed over, hvad indvandrere koster det danske samfund. Det har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech afvist, og hun får fuld opbakning fra sin chef.
- Integrationsministeren har markeret, hvad regeringens politik er - op imod hvad Dansk Folkepartis politik er. Det er der ikke noget nyt i, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i interviewet med Berlingske Tidende.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned