Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsvarer Kinas indsats ved COP-15 klimatopmødet i København i december og kalder premierminister Wen Jiabaos indsats på mødet stor og konstruktiv.
Det skete under en gæsteforelæsning på Peking University, som statsministeren besøger i forbindelse med en rejse til Kina.
Både statsministerens eget parti og en række vestlige politikere har ellers skarpt kritiseret netop Kina for at have spændt ben for en bindende aftale ved Cop-15 topmødet.
Netop den såkaldte København-erklæring var et varmt emne, da de kinesiske studerende fik mulighed for at stille spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen.
En af de studerende, Fan Jingyi, ville vide, hvad der egentlig gik galt under de afgørende forhandlinger:
- Her I Kina undrer vi os meget over, hvorfor de kinesiske ledere måtte tage hjem, inden mødet var slut. Jeg synes, at De som vært for mødet skylder det kinesiske folk en forklaring på, hvorfor De ikke gjorde mere for at få en brugbar aftale på plads.
Det direkte spørgsmål kom muligvis bag på statsministeren, i hvert fald tøvede han en anelse, inden han svarede:
- Selvom Københavner-aftalen bestemt kunne have været bedre, så vil jeg understrege, at der rent faktisk kom en brugbar aftale på plads, og det var ikke sket uden premierminister Wen Jiabaos store personlige og konstruktive indsats, sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:
- Han og jeg holdt flere møder i den afsluttende kritiske fase under klimaforhandlingerne, så der er absolut ingen grund til at kritisere den kinesiske regering for den indsats.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned