Mali-mission med høje tabstal skræmmer ikke dansk chef
Forsvaret sender fredag et Hercules-fly og 61 mand til Mali, hvor det skal flyve for FN frem til november. Her ses flyet i forbindelse med den første udsendelse til Mali i 2013. Foto: /ritzau/Finn Frandsen
/ritzau/Finn Frandsen
Forsvarets Hercules-fly kommer ikke for alvor i fare i Mali, hvor det skal flyve for FN, vurderer enhedschef.
Et af Forsvarets Hercules-fly sætter fredag kursen mod Vestafrika, hvor det gennem de næste knap seks måneder skal flyve grej og personel rundt i Mali for FN's fredsbevarende mission i det uroprægede land.
Med 117 dræbte soldater på fire år er missionen i Mali blandt de farligste af FN's igangværende operationer.
Alligevel er den operative leder, "Detachment Commander" Hans Peter Andersen, ikke for alvor bekymret for de 61 medrejsende danskere.
- Jeg ser ikke missionen som meget farlig. Mali er ikke et sted, man tager på sommerferie, men vi skal være i Bamako (hovedstaden red.), der er en af de roligere dele af Mali, hvor folk går i skole og på arbejde som normalt, siger han.
Der har været angreb i Bamako, men konflikten i Mali er især centreret i den nordlige del, hvor oprørsstyrker og militante islamister gennem de seneste år har gennemført angreb på civile og regeringshæren.
Det er også her i nord, det danske fly fra basen i Bamako skal være med til at forsyne FN-soldaterne med materiel og friske tropper.
Men selv landingerne i det konfliktfyldte område ligger længere nede på fareskalaen end flere andre steder, vurderer Hans Peter Andersen:
- Der er altid en trussel, når man flyver over steder, hvor folk skyder på hinanden, men selv om vi har efterretninger om, at der er raketstyr i omløb i Mali, så har man ikke på noget tidspunkt set, at de er anvendt mod flyvemaskiner dernede.
Og det er sød musik i ørerne på en pilot.
- Det er i hvert fald en stor forskel fra det, vi plejer at se i Afghanistan og Irak, hvor der har været vilje til at forsøge at skyde fly ned, siger Hans Peter Andersen, der selv er pilot med flyvernavnet DAP.
Selv om sikkerhedssituationen i Mali tilsyneladende er til at overse for en Hercules-pilot, er der dog ingen tegn på, at konflikten i landet er ved at ebbe ud.
Det er vurderingen fra Rikke Haugegaard, der er lektor på Forsvarsakademiet og har forsket i konflikten i Mali.
- Det er hele tiden ét skridt frem og to tilbage for fredsprocessen, siger hun.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie