Marion P. advarede Claus Hjort i god tid

Venstres top og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) var advaret lang tid i forvejen, før partiets Marion Pedersen den 23. november på forsiden af Berlingske Tidende annoncerede, at hun ikke kunne stemme for den del af finansloven, der nedsætter den såkaldte bilreparationsgrænse.

Det viser mails, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Marion Pedersen sendte således allerede den 9. november - altså 14 dage før sin udmelding i Berlingske Tidende - en lang mail til blandt andre V-gruppeformand Kristian Jensen, erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V), finansordfører Jacob Jensen (V) og Claus Hjort Frederiksen.

Her skriver hun, at hun har "store problemer med den del" og tilføjer, at "jeg fatter ikke, hvorfor man laver denne nedsættelse".

I mailen sætter hun trumf på med ordene: "Jeg bliver nødt til at tage forbehold for den del".

Brevet bliver 13 dage senere - den 21. november - fulgt op af endnu en mail til finansministeren og nu også skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hvor Marion Pedersen igen truer med ikke at stemme for.

Her skriver hun blandt andet, at hun håber, at de vil følge hendes råd om ikke at nedsætte reparationsgrænsen, "så jeg kan glemme alt om mit forbehold".

Venstretoppen droppede som bekendt ikke forslaget, og den 23. november ramte Berlingske Tidendes interview med Marion Pedersen regeringen som en boomerang, da den for en tid så ud til ikke at have flertal for finansloven.

At Marion Pedersens mail - måske ikke overraskende - ikke var beregnet til at komme til offentlighedens kendskab via aktindsigt, understreges af, at Marion Pedersen afslutter mailen til de to ministre med at skrive, at hun har sendt den til de to ministres private mailadresser:

"Så den ikke behøver at blive registreret i ministerierne."

/ritzau/

Marion Pedersen (V) sendte breve til både Venstres top og ministre om sit forbehold over for finansloven.

Offentliggjort Sidst opdateret