Mette F. ærgerlig over lyntest til ministre fremfor plejehjem

- Jeg har som statsminister udtrykt et ønske om at få test ud på plejehjemmene, jeg har sagt tidligere, at det er ærgerligt, at det ikke er lykkes, siger statsministeren. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Lyntest til plejehjemspersonale blev droppet, mens lyntest blev tilbudt til ministre og nære ansatte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) er ærgerlig over, at et tilbud om lyntest af plejehjemspersonale blev droppet i januar.

Hun havde nemlig selv udtrykt et politisk ønske om det. Alligevel droppede Sundhedsministeriet planerne om at lynteste, men dagen efter fik ministre og nære medarbejdere et tilbud om at lade sig lynteste.

- Det er helt rigtigt. Jeg har gennem hele epidemien ment, at vi skulle teste og teste mange. Det er lykkedes hen ad vejen at få det etableret.

- Jeg har som statsminister udtrykt et ønske om at få test ud på plejehjemmene, jeg har sagt tidligere, at det er ærgerligt, at det ikke er lykkes. Der er to ministre indkaldt i samråd, så må de svare på sagen, siger statsministeren.

DR Nyheder har afdækket sagen fra starten af januar. To gange ugentligt blev der sendt en bil ud for at lynteste ministre og medarbejdere tæt på ministrene.

Det tilbud startede dagen efter, at Sundhedsministeriet 6. januar afblæste en konkret plan for at køre lyntest ud til landets plejehjem for at fange smittede medarbejdere, før de gik ind til de sårbare ældre.

Statsministeren og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere afvist overfor DR at stille op til interview om sagen.

5. januar meldte statsminister Mette Frederiksen ud på et pressemøde, at regeringen havde besluttet, at plejehjemspersonale hurtigst muligt skulle lyntestes.

Men dagen efter afblæste Sundhedsministeriet planen og gav i stedet besked om at tilbyde PCR-test en gang om ugen.

Blå partier mener, at det klinger hult.

- Man kan have stor forståelse for, at regeringen har brug for, at personale og regeringen bliver testet.

- Men det klinger hult, når man i samme åndedrag vælger ikke at lynteste (plejehjemspersonale, red.) med det argument, at der ikke er kapacitet til det, siger ældreordfører Jane Heitmann (V).

Hun uddyber, at der var "hundredvis" af testbiler klar til at iværksætte planen og en aftale med regionerne.

Også ældreordfører Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti kritiserer regeringen.

- Statsministeren stod og lovede, at nu kom der lyntest til personale på plejehjem. Vi så desværre, at rigtig mange plejehjemsbeboere afgik ved døden, så det havde været vigtigt at forebygge og sætte ind med lyntest, siger hun.

Hun mener, at det burde være tilbudt til både regeringen samt plejehjemspersonale.

- Det er også utrolig vigtigt at skærme nogle af de mest sårbare. Det er ikke enten eller. Statsministeren kunne bare have sikret sig, at det hun sagde ville ske på pressemødet også ville ske, siger hun.