Mette F.: Bandernes brutalitet tvinger os til at gå til kanten
Socialdemokratiet vil fratage bandemedlemmer muligheden for at forsamle sig i større grupper. Foto: /ritzau/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling/arkiv
Politikerne må gå til grænsen af grundlovssikrede rettigheder for at stoppe afstumpede bander, siger Mette F.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, lægger ikke skjul på, at de seneste måneders bandeskyderier lægger et stort pres på politikerne.
Christiansborg er ganske enkelt nødt til at gå nye veje, hvis man vil stoppe brutaliteten hos banderne.
Sådan lyder det fra S-formanden, efter hun tirsdag præsenterede et forsamlingsforbud for bander.
Partiet vil give politiet ret til at opløse større forsamlinger af bandemedlemmer.
Netop forsamlingsfriheden er ellers sikret i grundlovens paragraf 79. Men ifølge Mette Frederiksen bliver politikerne på Christiansborg nødt til at "bevæge sig" på det retspolitiske område.
- Den brutalitet, vi ser fra banderne, er ikke noget, vi har oplevet ret meget i Danmark.
- Der er en afstumpethed, som tvinger os på Christiansborg til at tænke i nye baner, siger Mette Frederiksen.
Rigsadvokaten gav i sidste uge grønt lys til at kunne føre sag i retten med henblik på at opløse banden Loyal To Familia.
Sagen skal efter planen føres i det nye år, men i mellemtiden har politiet brug for andre værktøjer, mener S-formanden.
- Jeg synes, at et forbud mod bander er en god idé, men den sag kommer også til at tage tid.
- I mellemtiden tror jeg, at det er godt at få nogle andre redskaber på plads også, siger Mette Frederiksen om Socialdemokratiets nye forslag.
Hun er træt af at se på banderne i bybilledet.
- Jeg synes, det er stærkt provokerende at se banderne forsamle sig. Jeg tror ikke, de er særligt stærke hver for sig. Det er en magtdemonstration, de udviser, og de stjæler byrummet fra os, siger den socialdemokratiske formand.
Regeringen er åben for at diskutere Socialdemokratiets forslag, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.
- Min indstilling er, at vi skal værne om grundloven, men også være villige til at se på forslag, der kan bekæmpe banderne, siger Løkke.
Forslaget rummer dog nogle problemstillinger, vurderer statsministeren.
Blandt andet er det politiregister, der skal danne udgangspunkt for forslaget, et internt register hos politiet. Altså ikke noget, man kan få prøvet ved en domstol, hvis man står i registret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned