Mette F. indleder regeringsforhandlinger: Har aflyst ferie
Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen ankommer til lokalerne på Christiansborg, hvor de første regeringsforhandlinger skal foregå fredag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det ser ud til at blive svære forhandlinger, da støttepartier har ultimative krav, som strider mod hinanden.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, giver udtryk for, at hun har sat god tid af til forhandlingerne om at danne en ny regering.
Det siger hun fredag - to dage efter valget, hvor Folketingets partier er indkaldt for at se, om der er et flertal, der kan blive enige om at pege på Mette Frederiksen som statsminister.
- Jeg har ikke lagt nogen sommerferieplaner, det tror jeg, er den rigtige måde at gribe årets sommer an på. Så jeg tror, at det kommer til at tage tid, og jeg glæder mig rigtig meget, siger Mette Frederiksen.
Den siddende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brugte ti dage på at danne regering i 2015, mens S-formand Helle Thorning-Schmidt brugte to uger på forhandlingerne i Det Sorte Tårn i 2011.
Venstre er det første parti, som klokken ni møder Mette Frederiksen på Christiansborg til forhandlingerne om en ny regering.
I løbet af dagen vil alle partier så komme en tur forbi Socialdemokratiet, og efter planen er De Radikale det sidste parti, som skal mødes med Socialdemokratiet fredag aften.
Der er afsat 40 minutter til hvert parti. Inden frokost møder altså Venstre, derefter Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.
Efter frokost kommer Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance og hen på aftenen er det så De Konservative og De Radikale.
Over weekenden taler hun med de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer.
Ud over Mette Frederiksen vil Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, og gruppeformand Henrik Sass Larsen deltage i forhandlingerne.
Torsdag blev Mette Frederiksen efter en dronningerunde valgt til kongelig undersøger.
Det betyder, at det nu er hendes opgave at lede forhandlingerne om en ny regering, efter at Lars Løkke Rasmussen har indgivet VLAK-regeringens afskedsbegæring til dronningen.
Målet er at danne en socialdemokratisk etpartiregering, understregede Mette Frederiksen torsdag.
Hun er dog blevet mødt af flere krav fra De Radikale, SF og Enhedslisten, hvoraf enkelte er ultimative. Det kan blive svært at få enderne til at mødes, da flere krav inden for økonomi- og udlændingeområdet strider mod hinanden.
Rød blok har 91 mandater og dermed flertal uden Alternativet.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie