Mette F.: Man kan ikke sige at vi har tillid til Ole Birk
Tilliden til transportminister Ole Birk Olesen (LA) er ikke helt intakt, selv om han har beklaget sin manglende orientering af Folketinget om krisen i PostNord, understreger S-formand Mette Frederiksen. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Der har været et stort tillidsbrud mellem transportministeren og forligskredsen, betoner S-formanden.
Ole Birk Olesen (LA) overlever som transportminister. Det står fast efter et krisemøde mellem ministeren og en lang række ordførere tirsdag.
Men det betyder ikke, at tilliden er helt genoprettet, lader Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forstå.
- Jeg tror ikke, man kan udtrykke det sådan, at vi har tillid til ministeren, siger hun.
- I lighed med de øvrige partier i forligskredsen har vi sagt meget klart, at vi synes, der er begået nogle fejl. Det har ministeren nu erkendt, at der har været, og så må vi finde en løsning herfra.
Transportministeren beklagede på tirsdagens møde, at han ikke har orienteret postordførerne tidligt og godt nok om den alvorlige krise i PostNord.
Efterfølgende har Dansk Folkeparti på et gruppemøde tirsdag afgjort, at sagen bør udløse en næse til ministeren. Og det er Socialdemokratiet enig i.
Adspurgt hvor stor den næse skal være - altså hvor alvorlig kritikken af ministeren skal være - svarer Mette Frederiksen:
- Der har været et tillidsbrud mellem ministeren og postforligskredsen, og det er det, næsen skal afspejle.
- Det er svært at afgøre den fysiske størrelse på en sådan næse.
Da DF-formand Kristian Thulesen Dahl tidligere tirsdag fik stillet samme spørgsmål undveg han også at svare på, hvor stor næsen til Ole Birk Olesen skal være.
Ligesom DF-formanden opfordrer Mette Frederiksen til, at fokus nu flyttes til sagens kerne: At PostNord er i alvorlig krise og akut mangler penge.
Selskabet, der ejes af den danske stat og den svenske stat, har selv lagt en redningsplan frem. Heri efterlyser selskabet 2,3 milliarder kroner fra ejerne og lægger op til mange fyringer de næste år.
Hvorvidt Socialdemokratiet er villig til at finde de nødvendige penge til selskabet, vil Mette Frederiksen ikke svare på.
- Nu skal der pågå reelle politiske diskussioner om, hvordan vi får rettet op på det her, siger hun.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned