Mette Frederiksen: Folketingsmedlem blev udsat for racisme
Statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af medlemmerne af Folketinget står over for en lang dag på jobbet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Folketingsmedlem Sikandar Siddique og hans forældre blev tirsdag overfuset foran Christiansborg.
Statsminister Mette Frederiksen (S) tager afstand fra et verbalt angreb mod folketingsmedlem Sikandar Siddique og hans forældre i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.
Det skriver hun på Facebook torsdag i forbindelse med åbningsdebatten.
- Han blev i går (tirsdag, red.) udsat for et helt uhørt racistisk angreb lige uden for Christiansborg. Det er slemt nok i sig selv. Men endnu værre er det, at hans gamle forældre også blev udsat for en helt urimelig og ubehøvlet overfusning, skriver Mette Frederiksen blandt andet.
- Jeg bliver så ked af det, og jeg vil i aften bede Folketinget samlet tage afstand fra episoden. Et racistisk angreb på en familie er et angreb på alle minoriteter. Det hører ikke hjemme i Danmark.
- Og et angreb på en demokratisk folkevalgt politiker er et angreb på selve demokratiet. Det hører derfor heller ikke hjemme i Danmark. Mine tanker går i dag især til Sikandars forældre, skriver hun.
En mand iført en T-shirt med teksten "Fuck islam" antastede Siddique, der er løsgænger og leder af Frie Grønne, mens Siddique kom gående ud fra Christiansborg med sin mor og 82-årige far, som måtte støtte sig til en rollator.
Både det tidligere medlem af Alternativet og hans forældre blev overfuset af manden, som blandt andet opfordrede dem til at "rejse hjem". Det kunne B.T. vise i en video.
- Har du snart tænkt dig at rejse hjem? Så kan du jo tage dine forældre med, eller hvad det er. Din arabiske kultur hører ikke hjemme i Danmark. I er ikke velkomne her, råbte manden til Siddique og hans familie.
Allerede tirsdag og onsdag var en række folketingskolleger, både fra rød og blå blok, ude med støtte til Siddique, der har pakistanske rødder.
Siddique har takket for støtten.
- Jeg kan forstå, at statsministeren nu vil bede Folketinget tage afstand fra den racisme, mine forældre og jeg blev udsat for forleden. Tak for det! Men jeg ønsker virkelig, at Folketinget iværksætter en handleplan mod racisme og had. Det rammer alt for mange - hver dag, skriver han på Twitter.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned