Mette Frederiksen vidste intet om ekskollegas bedrageriforsøg
Kasper Sand Kjær var spået en stor fremtid i Socialdemokratiet, men forlod pludseligt sin plads i Folketinget sidste år. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder tidligere S-folketingsmedlems bedragerisag for "ulykkelig".
Statsminister Mette Frederiksen (S) kendte "ingenting" til det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Kasper Sand Kjærs bedragerisag.
- Jeg er først blevet bekendt med sagen, da den er blevet oprullet i offentligheden, siger Mette Frederiksen lørdag på et doorstep i forbindelse med Socialdemokratiets kongres.
Fredag blev Kasper Sand Kjær idømt en betinget dom for at have indgivet en falsk anmeldelse samt for tre bedrageriforsøg.
- Det er en ulykkelig sag. Derfor er det også godt, at han har tilstået, hvad det er, han har gjort, siger statsministeren.
Kasper Sand Kjær havde en fremtrædende rolle som udlændinge- og integrationsordfører i Socialdemokratiet, da han pludselig trak sig fra Folketinget sidste år.
Den 35-årige ekspolitiker blev idømt 60 dages betinget fængsel. Han skal inden for et halvt år udføre 80 timers samfundstjeneste, og så er der fastsat en prøvetid på et år.
I den periode må han ikke begå ny kriminalitet - og gør han det, kan straffen udløses.
Kasper Sand Kjær blev i 2019 valgt ind i Folketinget.
I slutningen af oktober sidste år meddelte han, at han stoppede i Folketinget, fordi han med egne ord havde "brug for at prøve noget nyt".
Ekspolitikeren erkendte fredag i retten, at han indgav en falsk anmeldelse til Københavns Politi om morgenen torsdag den 25. maj sidste år.
Af anmeldelsen fremgik det, at hans kortholder med kreditkort i var blevet stjålet mellem København og Ballerup på et tidspunkt mellem den 23. maj klokken 22.00 og den 25. maj klokken 07.30.
Kortet var så blevet misbrugt af en gerningsmand, som havde hævet samlet set 45.310 kroner, blev det hævdet i anmeldelsen.
Samme torsdag mellem klokken 12.23 og 13.31 begik han ifølge anklagemyndigheden tre forsøg på bedrageri, fordi han prøvede at få banken til at tilbageføre beløbene til ham.
Han afgav på tro og love en erklæring om, at han hverken havde deltaget i eller godkendt overførslerne, men det var i strid med sandheden, stod der i sigtelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie