Når by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) kører rundt i en ministerbil, som på en god dag slæber sig op omkring at køre otte kilometer på literen, er det direkte pinligt.
Sådan lyder det fra flere miljøorganisationer, efter at Ritzaus gennemgang af ministrenes bilpark viser, at knap hver tredje ministerbil får enten den laveste eller næstlaveste bedømmelse i Trafikstyrelsens officielle energimærkning.
- Det er ikke godt nok. Det er pinligt, siger Greenpeaces Klima- og Energimedarbejder Tarjei Haaland.
Samme toner kommer fra Det Økologiske Råds sekretariatsleder, Christian Ege.
- Ministrene bør være et godt eksempel for resten af befolkningen i forhold til at bruge biler med lavt brændstofforbrug. Det kan man ikke sige, at de dårligste af ministerbilerne er udtryk for, siger Christian Ege.
Syv af de 23 ministerbiler har energimærke F eller G, fordi de kører under 13,2 kilometer per liter brændstof.
Ikke en eneste ministerbil får topkarakter, mens kun seks ministre har valgt en bil, der hører til i den gode ende af skalaen.
- Man vil sikkert blive mødt med argumenter om, at man har brug for en stor bil, der er til at arbejde i, mens man er på vej til møder. Men der findes også store biler med et langt lavere forbrug, siger Christian Ege.
Han peger på en Toyota Prius hybridbil, som både kan køre på miljørigtig el og derefter slå over og køre 23 kilometer på literen.
Hos Greenpeace mener man, at de dårligste ministerbiler omgående bør udskiftes med biler, som kører mindst 20 kilometer på literen.
- Ministerbiler skal opfylde nogle sikkerhedskrav, som gør, at de formentlig er tungere end almindelige biler. Men man bør vælge biler, som kører længst muligt på literen, siger Tarjei Haaland.
Han mener ikke, at det er spild af penge at skifte ministerbilerne, fordi de gamle kan tages i bytte for nye mere miljørigtige biler.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned