Minister er fristet af en Femern-tunnel

Det tegner til, at en sænketunnel - ikke en skråstagsbro - skal forbinde Danmark og Tyskland under Femern Bælt. Tunnellen er beregnet til at koste 37,9 milliarder kroner og kan stå klar i 2020 efter seks et halvt års arbejde samt tre års forberedelser.

Det siger transportminister Hans Chr. Schmidt (V) til Ritzau. Han holdt torsdag aften offentligt møde om sagen i Lalandia ved Rødbyhavn med forligspartiernes trafikordførere, Danmarks Naturfredningsforening og andre interesserede.

- Jeg hælder til en sænketunnel, siger ministeren.

Mens en højbro vil være et vartegn for hele egnen, taler skibssikkerheden imod en bro i det stærkt trafikerede Femern Bælt, påpeger transportministeren og fremhæver:

- Der er også større chance for danske job ved en sænketunnel. Det skyldes, at tunnelens elementer er så store, at de skal fremstilles nær Femern Bælt.

Han møder i næste uge forligspartiernes trafikordførere, hvor Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti peger på en tunnel. Økonomisk står bro og tunnel næsten lige med 38,5 milliarder kroner for broen mod 37,9 milliarder kroner for tunnellen.

Hans Chr. Schmidt påpeger, at både en bro og tunnel kan holde i mindst 120 år, og gælden skal afdrages af brugerne ligesom ved broerne over Øresund og Storebælt.

Mens tyske miljøaktivister er imod forbindelsen, støtter de nordtyske politikere varmt projektet, forklarer han.

- Ved mødet torsdag tog Danmarks Naturfredningsforening ordet og sagde, at det sådan set ikke er problemet, om man bygger en bro eller tunnel. De har rigtigt gode erfaringer, fordi vi har bygget både Øresunds- og Storebæltsbroen, siger Hans Chr. Schmidt.

Det tager seks et halvt år at opføre en bro eller en tunnel, fra spaden er sat i jorden. Forarbejderne er færdige i slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014, så forbindelsen kan stå klar i 2020, forklarer han.

/ritzau/

Transportminister Hans Chr. Schmidt hælder mod en sænketunnel under Femern Bælt i stedet for en skråstagsbro.

Offentliggjort Sidst opdateret