Minister får ros fra lærere og forældre

Undervisningsministeren kan få en bedre karakter fra lærer- og forældreorganisationer, hvis regeringen dropper sine planer om at offentliggøre de omstridte nationale test, som laves hvert år i folkeskolen på bestemte klassetrin og i bestemte fag.

Udtalelser fra undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) tyder på, at han er klar til at droppe offentliggørelsen af testresultater og den mulige sammenligning mellem skolerne.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder det fornuftigt at droppe offentliggørelsen af testresultater. Han mener, at offentliggørelse af testresultater vil give eleverne dårligere undervisning.

- Vi er rigtigt glade for, at det forhåbentlig nu er taget af dagsordenen, siger han.

Ifølge Bondo viser forskning fra Storbritannien og USA, at offentliggørelse af resultaterne gør, at undervisningen indsnævres mod den lille del af undervisningen, som bliver testet.

I organisationen for skolebestyrelser, Skole og Forældre, er formanden, Benedikte Ask Skotte, også tilfreds med, at regeringen tilsyneladende alligevel ikke vil offentliggøre testresultaterne, fordi de ikke er skabt til offentliggørelse.

Derimod kan hun godt se en mening med selve testene.

- Det giver god mening at bruge de nationale test til skole-hjem samtaler om barnets udvikling, siger hun.

Skolelederen kan også brugene testresultaterne i samtaler med lærere fra klasser, som klarerer sig dårligere end andre klasser på samme skole, mener hun.

Problemet med at offentliggøre testresultater er, at de kun viser en del af undervisningen og ikke helheden, mener hun. Det ville være som at fastslå helbredet hos en patient ved kun at måle blodtrykket, synes Ask Skotte.

/ritzau/

Udsigt til, at de årlige test af skoleelever ikke skal offentliggøres. Godt, mener lærere og forældre.

Offentliggjort Sidst opdateret