Minister vil have styr på sager om seksuelle krænkelser
1. april skal minister for ligestilling, Eva Kjer Hansen, og formændene for politiske ungdomspartier drøfte, hvordan man undgår seksuelle krænkelser i ungdomspolitik. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Minister vil drøfte seksuelle krænkelser i ungdomspolitik, så både unge kvinder og mænd føler sig velkommen.
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) vil drøfte et kodeks for håndtering af seksuelle krænkelser i ungdomspolitik.
Det sker, efter at sager om overgreb og seksuelle krænkelser i politiske ungdomspartier er kommet frem de seneste uger.
- Desværre har der været en række sager fremme i medierne på det seneste, der tyder på, at der hersker en kultur, som gør, at det ikke er særligt attraktivt for unge kvinder at gå ind i det politiske arbejde, siger Eva Kjer Hansen.
- Det arbejde, som organisationerne har gjort hidtil, har ikke være nok til at håndtere emnet, fortæller ministeren.
Derfor har Eva Kjer Hansen inviteret formændene for de politiske ungdomsorganisationer til et møde 1. april. Det gjorde hun fredag ifølge Dagbladet Information.
Her skal de sammen drøfte, hvordan man undgår seksuelle krænkelser og nedværdigende behandling af kvinder.
- Jeg synes, det er vigtigt, at både kvinder og mænd føler sig velkommen i det politiske arbejde. Det gælder også i ungdomsarbejdet i de politiske organisationer, siger hun.
Invitationen kommer, efter at der i februar var flere historier i medierne om krænkelser i Liberal Alliances Ungdom.
Efterfølgende fortalte en kvinde om seksuelle krænkelser i Konservativ Ungdom begået af en mand fra ungdomspartiets ledelse.
Og senest fortalte den tidligere formand for Dansk Socialistisk Ungdom Lasse Quvang Rasmussen, at det var på grund af grænseoverskridende adfærd, at han sidste år fratrådte sin post som formand.
- Nu vil jeg lytte til formændene og høre, hvad de har tænkt sig at tage af initiativer. Og så skal vi have en drøftelse af, om der måske er brug for at lave et kodeks for arbejdet i de politiske ungdomsorganisationer, slutter ministeren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned