Minister vil ikke privatisere vand og varme - men effektivisere
Regering vil effektivisere offentlige vand- og varmeværker, siger energiminister Lars Christian Lilleholt (V).
Regeringen blander sig ikke i, om offentlige vand- og varmeværker skal privatiseres. Det afgør kommunerne. Men regeringen kræver, at selskaberne effektiviseres, så hver husstand sparer godt et par tusinde kroner årligt i udgifter.
Det siger energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) om konsulenthuset McKinseys rapport om sektoren, som peger på, at der kan spares op mod 7,1 milliarder kroner i effektivisering.
- Det handler ikke om at privatisere, men om at effektivisere forsyningssektoren. Ejerskabet overlader jeg trygt til kommunerne. Regeringens strategi handler alene om, hvordan vi kan effektivisere forsyningssektoren, siger Lars Christian Lilleholt.
Sektoren omfatter fjernvarme, vand, spildevand og el. Rapporten viser, at der kan spares meget på at sænke forsyningsselskabernes omkostninger, påpeger ministeren.
- Så kan vi skabe økonomisk råderum for familierne på måske 2000 kroner om året. Hvis jeg som minister bare lod så stort et potentiale være og ikke var opmærksom på det, så kunne man med rette beskylde mig for at sidde med hænderne i skødet, siger han.
En familie bruger det samme på vand, strøm og varme som på at købe fødevarer. Regeringen kan skabe effektivisering ved at lægge loft over selskabernes udgifter, påpeger Lars Christian Lilleholt, om strategien, som kommer til efteråret.
- Der gælder i dag en række rammevilkår om at drive et forsyningsselskab. Der ligger et politisk ansvar. Det er jeg selvfølgelig meget opmærksom på. Men lokalt ejerskab overlader jeg trygt til kommunerne, siger han.
Spørgsmål: Kan du love, at strategien ikke skal skaffe penge til regeringens 2025-plan?
- Det handler om at skabe et økonomisk råderum for familierne. Pengene går direkte tilbage til forbrugerne, siger Lars Christian Lilleholt.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie