Skatteministeriet kontakter nu politiet for at få undersøgt oplysninger om, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) særlige rådgiver, eller såkaldt spindoktor, Peter Arnfeldt, har tilbudt Ekstra Bladet Helle Thornings-Schmidts (S) fortrolige skattepapirer.
- De forhold som Ekstra Bladet fremfører i dagens avis, er i givet fald et anliggende for politiet. Skatteministeriet vil derfor drøfte sagen med Københavns Politi hurtigst muligt, skriver koncerndirektør i Skatteministeriet, Jesper Skovhus Poulsen, i en kortfattet meddelelse til Ritzau.
Skatteministeriet har i øvrigt ingen yderligere kommentarer til den konkrete sag.
Ifølge Ekstra Bladet kontaktede den daværende skatteministers spindoktor avisen for et år siden for at lække passager fra den skatteafgørelse, B.T. skrev om kort tid før valget.
Ekstra Bladet afviste dog at bruge oplysningerne, fordi Peter Arnfeldt angiveligt kun ville læse uddrag af afgørelsen op for avisen, men ikke fremlægge den i sin helhed.
Skat politianmeldte kort før folketingsvalget i september netop denne lækage til B.T. om den socialdemokratiske formand - og daværende statsministerkandidats - skattepapirer. Det skete med henvisning til Straffelovens § 152. Paragraffen handler om videregivelse af fortrolige oplysninger.
Det kom dengang frem, at Helle Thorning-Schmidt havde nydt af godt hendes britiske ægtefælles skattefradrag takket være en årelang fejl hos Skat. Fejlen var dog sket i årene 2000-2005, og derfor var sagen forældet, og beløbet skulle ikke betales tilbage.
Anmeldelsen om læk efterforsker Københavns Politi for tiden.
Københavns Politi ønsker søndag ikke - forud for drøftelserne med Skatteministeriet - at kommentere den nye henvendelse fra Skatteministeriet.
Helle Thorning-Schmidt har tidligere selv sagt, at den "virkelige skandale" i hele sagen om hendes skatteforhold er, at Skat ikke har kunne holde på de fortrolige oplysninger.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned