Det er en rigtig dårlig idé at droppe seks nye helikoptere for at rette op på forsvarets skrantende budgetter.
Flere forsvarsordførere fra partier bag forsvarsliget ser med skepsis på et forslag fra forsvarschef Knud Bartels.
Politiken skriver mandag, at forsvarschefen foreslår at skrotte eller sælge seks nye helikoptere af typen EH101, der ifølge planen skal bruges til persontransport i Afghanistan om et år.
Missionen i Afghanistan presser Forsvarets økonomi voldsomt, da udgiften i 2010 bliver mere end 300 millioner kroner dyrere end forvente.
Helikopterne er ellers en del af forsvarsforliget, der blev indgået sidste år.
- Det, vi har planlagt i forsvarsforliget af nyanskaffelser, skal fortsætte. Der skal ikke skæres, for så er det fordi, vi i forligskredsen har været for dårlige til at forudse udgifterne. Vi vil ikke acceptere nedskæringer, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.
Forsvarsforliget favner bredt i Folketinget, da Enhedslisten er det eneste parti, der ikke er med. Tanken om at spare på helikoptere møder også modstand hos Socialdemokraterne.
- Det er noget, vi er meget skeptiske overfor. Det har væsentlig indflydelse på operationsevnen i Afghanistan, siger John Dyrby Paulsen, forsvarsordfører for Socialdemokraterne.
Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), frygter for soldaternes liv, hvis helikopterne bliver sparet væk.
- Det er det dummeste, man kan forestille sig. Det er vigtigt for soldaternes sikkerhed, at vi kan flyve dem fra punkt A til punkt B. Så kan de undgå de fare, der har slået flest danske soldater ihjel, nemlig vejsidebomber, siger Jesper Hansen, der er formand for CS.
Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo vil på nuværende tidspunkt ikke forholde sig til de enkelte spareforslag.
- Lad os nu lige få dem vurderet, så vi kan se, hvad der er op og ned, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned