Naturelskere frygter skilteskov på landet
Gårdbutikker som denne ved Krogerup Avlsgård nær Humlebæk, får bedre muligheder for at reklamere fremover. Foto: Scanpix/Jonas Vandall Ørtvig
Scanpix/Jonas Vandall Ørtvig
Nye regler om skiltning i det åbne land er på vej. Friluftsrådet frygter, at de vil ødelægge naturoplevelsen.
Et nyt lovforslag skal øge muligheden for vækst og udvikling i landområderne, men bliver mødt af hård modstand fra naturelskere.
Det handler om, at erhvervsdrivende og foreninger i mindre byer skal have forbedrede muligheder for at reklamere for deres gårdbutik eller byfest, end de har nu.
Der er lagt op til at lempe den gældende naturbeskyttelseslov på en række punkter, så det blandt andet bliver muligt at opsætte skilte i det åbne land i og omkring virksomheder i byer med op til 3000 indbyggere.
Jan Ejlsted, der er direktør for Friluftsrådet, er imidlertid stærk modstander af initiativet.
- Det vil være grimhedens triumf, hvis det bliver til noget. Jeg kan sagtens forstå, at man ude lokalt gerne vil skabe synlighed, men det er Folketingets ansvar at varetage de overordnede hensyn i samfundet.
- Det er netop en af kvaliteterne ved det danske landskab, at man har sørget for, at man ikke bliver bombarderet med skilte, når man nærmer sig et byområde, siger han.
Steffen Damsgaard er formand for Landdistrikternes Fællesråd og kalder det "altafgørende" for landområdernes udviklingsmuligheder, at mulighederne for skiltning forbedres.
- Det skal være sådan, at blandt andet turister nemt kan finde eller opdage mindre virksomheder, når de kommer forbi.
- Og jeg er overbevist om, at det langt hen ad vejen regulerer sig selv. Der er ingen, der er interesseret i, at skiltningen tager overhånd, så det ødelægger naturoplevelsen. Det ville jo falde negativt tilbage på området, siger formanden.
Venstre står sammen med Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bag den aftale om vækst i landområderne, der ligger til grund for udspillet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned