Regeringen udskyder problemerne med forurening i danske vandløb og får derfor svært ved at leve op til EU's vandrammedirektiv.
Det siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen dagen før, at miljøminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer en storstilet plan for vandmiljø og natur.
Problemet er ifølge naturfolket nemlig, at regeringen ikke tager alle vandløb med i sin plan, men nøjes med steder, hvor man har en konkret viden.
Hans Karsten, der er kontorchef i By- og Landskabsstyrelsen siger til ing.dk, at Danmark er delt op i tre vidensområder, og det område, hvor man ved mindst, de såkaldte V3-områder, er ikke med i denne omgang.
- Hvis der ikke er en klar viden om, hvorfor miljøtilstanden er på en bestemt måde, så kan man ikke gøre en målrettet indsats for at gøre miljøet bedre. Der er lagt op til, at vi i V3-områderne samler viden de kommende år, så der er bedre grundlag, når man skal i gang med at lave den næste vandplan i år 2015, siger Hans Karsten til ing.dk.
Det får Ella Maria Bisschop-Larsen op ad stolen. Hun vurderer, at regeringens plan derfor kun omfatter 7300 kilometer vandløb ud af i alt 64.000.
- Regeringens ambitioner er små, og man forsøger at gøre det ukonkret og udskyde noget til efter 2015, hvor ingen ved, hvad der skal gøres, siger hun.
Hun mener også, at regeringens målsætning om at reducere kvælstofudledning med 19.000 tons er alt for lidt. Det overordnede mål er sat i naturplanen Grøn Vækst, mens den konkrete udmøntning på vandområder rundt i Danmark kommer i torsdagens vandplan. Men det er alt, alt for lidt, mener Danmarks Naturfredningsforening.
- Det skal mindst være det dobbelte, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned