Naturforening: Klimarådets rapport kalder på akut handling
Marria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, kalder Klimarådets rapport for dyster læsning og efterlyser akut handling på Christiansborg. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Klimarapport får Danmarks Naturfredningsforening til at opfordre regeringen til handling før årsskiftet.
Det står skidt til med den danske klimaindsats ifølge en ny rapport fra Klimarådet.
Rapporten får Danmarks Naturfredningsforening til at opfordre regeringen og Folketingets partier til allerede med finansloven at øge klimaindsatsen.
- Det mest iøjnefaldende ved rapporten er, at Klimarådet understreger, at der virkelig skal ske noget politisk de kommende år, hvis vi skal have skyggen af chance for at nå 70-procentsmålet, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.
Klimarådet konkluderer blandt andet, at klimaindsatsen skal optrappes kraftigt, hvis målet om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent frem mod 2030 skal nås.
Derfor håber Maria Reumert Gjerding, at regeringen og dens støttepartier vil have klimaet højt på dagsordenen i de aktuelle finanslovsforhandlinger.
- Det er hele verden, der skal op i gear, men i Danmark bør vi påtage os lederskabet. Hvis vi gerne vil gøre det, så skal vi handle hurtigt med ambitiøse politikker, der sikrer CO2-reduktioner i alle sektorer.
- Lige fra transport til forbrug til landbrug til energi og hele vejen rundt bliver de danske politikere nødt til at sætte ind, og det skulle hellere have været i går end i morgen, siger hun.
Klimarådet kommer i sin rapport med flere anbefalinger til, hvordan man kan reducere udledningen af CO2.
Klimarådet opfordrer blandt andet til, at udtagning af kulstofrige landbrugsarealer intensiveres.
Den opfordring bakker Danmarks Naturfredningsforening op om.
Derudover anbefaler Klimarådet, at der oprettes bæredygtighedskriterier for biomasse. Også her er Danmarks Naturfredningsforening på linje med Klimarådet.
Maria Reumert Gjerding opfordrer i øvrigt regeringen til at droppe den planlagte afgiftsforøgelse på elbiler.
- Det er så vigtigt, at elbilerne kommer ud at køre nu, og de bliver attraktive for alle mennesker, der har brug for en ny bil. Det er en bunden opgave i de aktuelle finanslovsforhandlinger at sikre, at skal man ud og have en ny bil, så skal elbiler være de mest attraktive, siger hun.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned