En "ambitiøs" sundhedsreform er en topprioritet for SVM-regeringen. Den største reform af sundhedsvæsnet i 20 år har der været lagt op til.
Onsdag kommer næste kapitel i føljetonen om det hårdt pressede sundhedsvæsen, når regeringen offentliggør sin vision for fremtidens sundhedsvæsen.
Udspillet kommer, efter at Sundhedsstrukturkommissionen kort før sommerferien præsenterede sine anbefalinger.
Ritzau giver dig her et overblik over, hvad du skal holde øje med.
* Regeringens fokus.
Der skal være mere nærhed og større lighed, så eksempelvis Udkantsdanmark opprioriteres på bekostning af de rige kommuner.
Statsminister Mette Frederiksen (S) satte selv ord på det i weekenden til Socialdemokratiets kongres:
- For at sige det kort: Lægerne skal derud, hvor danskerne er mest syge. Der skal gøres en langt større indsats for jer, der har en kronisk sygdom. Kort sagt: Lægerne og pengene skal fordeles på en mere retfærdig måde.
Det giver mening at adressere den geografiske ulighed, mener Mickael Bech, der er professor i sundhedsledelse- og politik ved Syddansk Universitet.
- Det er i stigende grad en problemstilling med flere ældre i Vandkantsdanmark. Så der er nogle ubalancer i forhold til de udgifter, det offentlige har, men også i forhold til hvordan man kan give en ydelse til den del af befolkningen, siger han.
Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, som organiserer patient- og pårørendeforeninger, har store forventninger til en kommende reform. Der bør være en mere ligelig fordeling af læger, mener han.
- Vi håber på en national sundhedsplan, som regulerer, hvor mange speciallægestillinger der skal være i de enkelte landsdele. Hvor man sætter loft over, hvor mange radiologer der eksempelvis må være i hovedstaden, siger Freil.
* Fremtiden for regionerne.
Sundhedsstrukturkommissionen har spillet ud med tre modeller. I to af dem nedlægges regionerne.
Det kæmper Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne for, mens Socialdemokratiet og Venstre stritter imod, da de to partier frygter deres baglande. Så regionernes fremtid er en hovedpine internt i regeringen.
Spørgsmålet er ekstra delikat, fordi der næste år er valg til kommuner og regioner. S og V sidder tungt på borgmesterposterne og centrale poster i regionerne.
- Nu ligger der tre bud, og jeg tror, at det ender med en fjerde løsning, sagde Løkke i juni i forbindelse med Folkemødet på Bornholm.
Han konstaterede også, at man ikke får forbedringer uden forandringer. Løkke var i øvrigt selv med til at etablere regionerne for knap 20 år siden.
Mickael Bech hæfter sig ved, at der i alle modeller er et regionalt niveau.
- Jeg tror på, at det gavner at have et demokratisk ledet system på alle de forvaltningsniveauer, man vælger, fordi vi nogle gange er nødt til at træffe nogle lidt upopulære valg. Det vil være svært at træffe de valg centralt, siger han.
* Kommunernes opgaver.
Sundhedsstrukturkommissionen har også set på kommunernes opgaver. Eksempelvis på ældreområdet.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) sagde i juni, at hun i hvert fald ikke kunne se for sig, at plejesektoren skulle flyttes væk fra kommunerne.
I en af modellerne fra kommissionen består regionerne, men i modellen skal der ske ændringer i dem. Eksempelvis at kommunerne skal løse flere opgaver på sundhedsområdet.
Mickael Bech mener, at der skal kigges "en lille smule" på ældreområdet.
- Det vil være uhensigtsmæssigt at flytte hjemmepleje og hjemmesygepleje ud. Man kan dog kigge på de lidt mere specialiserede funktioner inden for genoptræning og rehabilitering, hvor der i nogle tilfælde kan være for små kommuner til at dække det, siger han.
Ifølge Morten Freil fra Danske Patienter handler det overordnet om at sikre patienterne mere sammenhængende forløb.
For mange oplever i dag at blive "tabt", når de udskrives fra sygehuset for at overgå til den kommunale pleje og den praktiserende læge.
Danske Patienter ønsker én enhed, som samler alle regionale og kommunale sundhedsydelser.
- Kassetænkning er i dag den største barriere for, at patienter får et godt og sammenhængende forløb, siger han.
/ritzau/
Sundhedsstrukturkommissionens modeller
* Model 1: Nye sundheds- og omsorgsregioner
De nuværende regioner nedlægges. Der etableres i stedet 8-10 sundheds- og omsorgsregioner.
De får det samlede ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor og en række opgaver på sundheds- og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.
Hver sundheds- og omsorgsregion ledes af 21-25 direkte valgte politikere. De eksisterende sundhedsklynger nedlægges.
* Model 2: Statsligt enhedssundhedsvæsen
Regionerne nedlægges. Staten overtager myndigheds- og driftsansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor.
Derudover overtager staten ansvaret for en række opgaver på sundheds- og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.
Det politiske ansvar ligger hos ministeren for området, mens ansvar for drift og økonomi vil ligge dels i en central bestyrelse, dels i 8-10 decentrale enheder.
Model 3: Sundhedsregioner
Regionerne har fortsat ansvaret for sygehuse og praksissektoren. Model 3 indeholder to varianter. I den ene bevares antallet af regioner. I den anden reduceres antallet af regioner fra fem til tre.
Der lægges samtidig op til at ændre regionernes nuværende politiske styreform blandt andet med oprettelse af "nærudvalg".
Kommunerne har fortsat ansvaret for deres nuværende opgaver på sundheds- og ældreområdet.
En del af regionernes økonomi målrettes indsatser i det primære sundhedsvæsen. Der stilles flere statslige krav til kommunernes varetagelse af opgaver på sundhedsområdet.
Kilde: Sundhedsstrukturkommissionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Jobpatruljen rykker ud: Unge skal kende deres rettigheder
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud