Den nye kirkeminister, Manu Sareen (R), oplever, at folk omkring ham opfatter hans ministerudnævnelse som kontroversiel. Og han kan godt forstå dem.
Sådan lyder det fra den nye kirkeminister, der mandag fik overdraget nøglerne til sit nye ministerium.
Til spørgsmålet om, hvorvidt han kan forstå, at hans udnævnelse bliver opfattet som kontroversiel af nogle, svarer han:
- Ja, det kan jeg godt. Ikke på grund af udmeldingen, men måske mere på grund af min etnicitet. Det er i hvert fald det, jeg har jeg fået at vide af rigtig mange.
Med "udmeldingen" hentyder den radikale kirkeminister med de indiske rødder til en udtalelse fra august. Dengang varslede han, at han ville melde sig ud af folkekirken i protest mod, at homoseksuelle ikke kan blive viet i kirken.
For en god ordens skyld benyttede han lejligheden mandag til at forklare, at han ikke regner med at vinke farvel til den danske folkekirke alligevel.
- Konvolutten ligger derhjemme på bordet, og jeg tror, den bliver skubbet i skraldespanden, siger han muntert.
Den radiale politiker havde ikke set udnævnelsen som kirkeminister komme. Med egne ord regnede han med, at chancerne for, at han skulle være kirkeminister, var omring nul på en skala fra 0 til 100.
Derfor forstår han også godt andre folks overraskelse.
- Jeg kan godt forstå, der er nogle, der reagerer på det. Men hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at der er nogle af reaktionerne, der har været lidt dramatiske, siger han og fortsætter:
- Det handler jo egentlig ikke om, hvor man er fra.
Sareen vil endnu ikke ud med, hvornår han vil begynde at kigge på en ændring af homovielserne, ligesom han heller ikke vil udtale sig om, hvordan en eventuel lovændring skal se ud.
- Det politiske arbejde begynder først i morgen, lyder det korte svar fra politikeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned