Kommunernes formand Erik Nielsen (S) har indkaldt KL's bestyrelse til krisemøde, før han fredag eftermiddag skal møde finansminister Bjarne Corydon (S).
Og kommunernes førstemand tror lige nu ikke på, at det overhovedet vil lykkes at lande en budgetaftale med regeringen for 2013.
- Regeringen og KL er alt for langt fra hinanden til, at vi kan se en løsning for os. Vi har indkaldt KL's bestyrelse til krisemøde sidst på formiddagen i dag, siger Erik Nielsen, der også er borgmester i Rødovre.
- Her bliver vi nødt til at have en drøftelse af, om der er en vej ud af den hårdknude, forhandlingerne er i, fastslår han, og antyder dermed, at en sammenbrud er tæt på.
Det var ellers forventningen, at regeringen ville være i stand til at lande en aftale om kommunernes økonomi allerede i weekenden.
Regeringen kræver ifølge KL, at kommunerne sænker udgifterne markant i forhold til budgetterne for at overholde EU-Kommissionens henstilling om, at Danmark sænker sit offentlige underskud til under tre procent af bruttonationalproduktet.
- Regeringens klare budskab er, at kickstarten har været så dyr, at der ikke er råd til at overholde den tidligere regerings genopretningsplan i kommunerne, siger Erik Nielsen.
I år budgetterede kommunerne med 2,5 milliarder kroner mindre end aftalt med regeringen. Til gengæld brugte kommunerne fem milliarder kroner mere i anlægsudgifter end aftalt.
- Regeringens klare signal er, at der hverken er råd til at opretholde de forudsætninger om serviceudgifter eller investeringer, der lå for 2013 i genopretningsplanen. Det er et signal om nye stramninger i de offentlige finanser, siger Erik Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie