Nye Borgerlige rammer ny top i ny politisk meningsmåling
Partiformand Pernille Vermund har grund til at smile. Hendes parti har stået stærkt i de seneste meningsmålinger. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Nye Borgerlige får 2,8 procent af stemmerne i meningsmåling. Det er det højeste, som Voxmeter har målt hidtil.
Pernille Vermund og Nye Borgerlige har tilsyneladende fået ny politisk vind i sejlene i det begyndende efterår.
En meningsmåling fra Voxmeter giver således partiet 2,8 procent af stemmerne.
Det er den højeste tilslutning, som analyseselskabet nogensinde har registreret for det relativt nye parti, der har optrådt i meningsmålingerne i knap to år.
Og det falder sammen med, at partiet forrige søndag holdt pressemøde i forbindelse med sit sommergruppemøde i Rødvig på Stevns.
Her gentog Pernille Vermund, at partiet har tre betingelser for at danne parlamentarisk grundlag for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
De er: et asylstop, udvisning af kriminelle udlændinge og et krav om, at udlændinge i Danmark skal kunne forsørge sig selv.
Den nye måling er ikke en enlig svale. For bare to uger siden fik partiet for første gang siden november 2016 mere end to procent af stemmerne i en Voxmeter-måling.
Dermed er der endnu kraftigere indikationer på, at partiet kan komme i Folketinget ved det kommende valg.
Det kræver, at det klarer spærregrænsen på netop to procent, som i givet fald vil udløse mindst fire mandater.
Meningsmålingerne skal dog som altid tages med forbehold. Voxmeter har selv beregnet en usikkerhed på den seneste Nye Borgerlige-måling på 1,0 procentpoint.
Den gode måling for Nye Borgerlige - og et tilsvarende fald i opbakningen til Socialdemokratiet i forhold til den seneste måling - styrker blå blok.
De borgerlige partier går tre mandater frem og står til at få 85 mandater.
Rød blok står til at få 80 mandater, når man ikke regner Alternativets 10 mandater med.
Partiet har sagt, at man ikke vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, men derimod partiets politiske leder, Uffe Elbæk.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned