Nye Borgerlige spås fremgang - men champagnen bliver hjemme
Pernille Vermund er tirsdag aften ankommet til Monjasa Park i Fredericia, hvor partiet har lejet en lounge på valgaftenen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Pernille Vermund holder valgfest med partifæller fra det sydjyske i stadionlounge i Fredericia.
Partiet Nye Borgerlige har haft medvind i meningsmålingerne forud for kommunal- og regionsvalget.
Men partiformand Pernille Vermund har ikke taget champagneflasker med til valgfesten i en lounge i Monjasa Park - et stadion i Fredericia.
- Nej, det har jeg ikke. Men jeg håber, jeg kan få en fadøl, griner hun, da hun gør sin entré til klapsalver fra cirka 100 fremmødte partifæller.
Partiet fik ved det sidste kommunalvalg valgt et byrådsmedlem - Mette Thiesen, der blev valgt ind i Hillerød Kommunes kommunalbestyrelse.
Siden har partiet fået yderligere otte mandater som følge af partihoppere.
Ved kommunalvalget i 2017 stillede det nydannede parti fra 2015 blot op i cirka halvdelen af landets kommuner.
Ved kommunalvalget i 2021 stiller partiet op i 95 af landets 98 kommuner og i alle fem regioner.
Cirka 400 kandidater stiller op for Nye Borgerlige på landsplan.
Alligevel har partiet sat et - set med omverdenens øjne - relativt behersket mål:
- Vi har sat et mål på ti mandater på landsplan. Det håber jeg virkelig, vi kan nå.
- Vores mål på ti mandater blev sat, da vi kom i Folketinget. Siden er vi vokset noget i meningsmålingerne, og vi er også vokset meget i forhold til medlemmer. Vi er det tredjestørste målt på antal medlemmer, siger Pernille Vermund.
Nye Borgerlige har knap 18.000 medlemmer.
Et af de steder, partiet har store forventninger, er netop i Fredericia, hvor valgfesten holdes.
Her spås kandidaten Karsten Byrgesen et godt valg.
Partiet har lejet en lounge i idrætsparken, og Pernille Vermund er rundt og trykke hænder med alle de fremmødte medlemmer og kandidater fra det sydjyske område.
- Jeg synes virkelig, de har gjort det godt. Mange af dem stiller op for første gang. Det kræver virkelig, at man engagerer sig.
- Men det kræver også, at man ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Når man udtaler sig, så fanger bordet, og folk lytter efter.
- Enhver svipser, man kan slippe af sted med hjemme ved stuebordet, kan blive misforstået i offentligheden.
- Men jeg synes, de er sindssygt gode, siger Pernille Vermund.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned