29.600 kroner.
Så meget skal en person tjene om måneden næste år for at have det samme som på kontanthjælp, hvis vedkommende er gift med en kontanthjælpsmodtager og har to børn, skriver Berlingske.
Det viser et svar til Folketingets finansudvalg fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som dermed sætter fornyet gang i debatten om størrelsen på de sociale ydelser i Danmark.
- Når regeringen nu skaber et system, hvor den første af et ægtepar, der finder et arbejde, skal tjene 29.600 kr. for at have det samme, så siger de reelt til de kontanthjælpsmodtagere, at de er til grin, hvis de tager et job, lyder det fra finansordfører Peter Christensen (V).
Årsagen til det høje tal er, at regeringen med finansloven for 2012 fjerner de såkaldte fattigdomsydelser som kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, der i særlig grad rammer ægtefolk på kontanthjælp.
De 29.600 kroner skal ses i sammenhæng med, af eksempelvis hjemmehjælpere tjener 22.332. kroner om måneden, viser tal fra Lønstatistik.dk.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) hæfter sig ved, at hvis begge ægtefæller kom i arbejde skulle de blot tjene 15.000 kroner for, at det kan betale sig at stå op.
Desuden mener hun, at der ikke er særlig mange kontanthjælpsmodtagere, der er gift med hinanden.
- Lad os så se på, hvor meget ægteparrene fylder ud af det samlede antal kontanthjælpsmodtagere. Det er et sted mellem ti og 15 procent, fremhæver ministeren.
SFs finansordfører, Jonas Dahl, mener, at fokus nu bør være et helt andet sted.
- Man skal huske på, at når man er på kontanthjælp, så skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og derfor er udfordringen at få skabt arbejdspladser og gjort folk arbejdsmarkedsparate, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned