Smal, utilstrækkelig og alt for konservativ.
Så kontant lyder meldingen fra Poul Nyrup Rasmussen, når han skal vurdere den finanspagt, som de 17 eurolande blev enige om på weekendens EU-topmøde, og som den danske regering endnu ikke har besluttet, om Danmark skal tilslutte sig.
Det skriver Information.
Poul Nyrup, der netop er trådt tilbage som formand for De Europæiske Socialdemokrater, mener ikke, at den nye aftale kan hjælpe Europa ud af den vækst- og gældskrise, som kontinentet bakser med i disse år.
- Jeg synes, aftalen er for smal i den forstand, at den slet ikke beskæftiger sig med, hvordan vi får gang i hjulene i Europa - altså ved først og fremmest at få igangsat ny grøn vækst og skabt nye job.
- Det er der ikke plads til i den tekst, der nu ligger foran os, siger han til Information.
Den nye aftale varsler blandt andet skrappere krav til landene om, at deres budgetter skal være i balance og hårdere sanktioner, hvis kravene ikke bliver overholdt.
Men ifølge Poul Nyrup er det ikke nok blot at insistere på at spare for at få styr på både den lave vækst og store gæld.
- Mit grundsynspunkt er, at det at få orden i økonomien og gang i hjulene er to sider af samme sag. Hvis du kun fokuserer på besparelser og nedskæringer, risikerer du at tabe vækstsiden.
Poul Nyrup Rasmussen understreger, at vi allerede har fået de første alvorlige advarsler:
Væksten i Europa er ved at gå i stå, OECD's prognoser spår lavvækst og sågar recession i store dele af Europa de kommende år, og arbejdsløsheden nærmer sig svimlende 25 millioner mennesker.
Derfor opfordrer den tidligere danske statsminister den nuværende ditto, Helle Thorning-Schmidt (S), til at kæmpe for at få drejet aftalen i en anden retning:
- Det klogeste lige nu er at tage sig den fornødne tid, engagere sig i debatten og tage kontakt til kollegerne rundt omkring i Europa.
- For det, der er forhandlet på plads nu, er en ramme - og det kan stadig nås at fylde den ud med måder, hvorpå Europa kan føre en velkoordineret job- og vækstpolitik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned