Nytårsårstale: Også politikere spåede om tale de havde læst
Inden statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale blev sendt den 1. januar klokken 19.15, gav tre politikere i DR's studie deres mening til kende om, hvad Thorning burde sige i sin nytårstale.
Men politikerne var ikke så uvidende om talens indhold, som de gav udtryk for. Blandt andet sagde Ellen Trane Nørby, Venstres politiske ordfører.
- Jeg håber på, at Thorning bruger anledningen til at komme med konkrete bud på, hvordan vi får skabt arbejdspladser i Danmark, og hvordan vi sikrer, at danske virksomheder ikke flytter ud af landet.
- Og det tror jeg også, mange danskere forventer, at hun svarer på, sagde Ellen Trane Nørby tirsdag til DR.
Men allerede forud for denne tv-optræden havde Ellen Trane Nørby læst talen fra statsministeren.
- Det var noget, der opstod (i studiet på DR, red.), fordi de havde tid, inden talen kom. De ville trække tiden. Så hvad skulle jeg have gjort. Vi stod tre personer på live-tv og bliver spurgt om noget: Skulle vi så have sagt, at det ville vi ikke svare på.
- Jeg har været meget bevidst om, at jeg først ville kommentere talen, når den var holdt, siger Ellen Trane Nørby torsdag til Ritzau.
Spørgsmål: Hvorfor valgte du så alligevel at gøre det?
- Jeg svarede det, som jeg også gjorde flere dage før, hvor jeg ikke havde læst talen. Nemlig, at jeg håbede på, at hun talte om arbejdspladser. Så jeg gentog det, jeg havde sagt, længe før jeg havde læst talen.
Spørgsmål: Så du havde ikke regnet med at skulle optræde på denne måde?
- Nej, det havde jeg sådan set ikke. Det var ikke en del af det, som vi var inviteret ind i studiet til. Derfor gentog jeg det, jeg havde sagt tidligere.
Hun siger, at statsministeren allerede forud for talen havde lagt en film på Facebook med oplysninger om talens indhold.
I studiet tirsdag aften forud for talen havde DR ligeledes Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører, og Sofie Carsten Nielsen, der er gruppeformand for De Radikale.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie